Nye muligheder på RMC for vækstlagets talenter
Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er med sin nytænkende og åbne tilgang til musikuddannelse et internationalt anerkendt laboratorium for ny musik. Konservatoriet tiltrækker og udvikler kreative talenter, der gennem en årrække har præget det danske musiklandskab – og det giver genlyd i udlandet. Blandt andet har RMC’s metoder skabt stor opmærksomhed i toneangivende medier som The Guardian og Pitchfork.
Nu reformerer RMC sine bacheloruddannelser. For at bygge videre og fokusere indsatsen. For at skabe endnu stærkere faglige miljøer på konservatoriet. Og for at give nye muligheder for flere af vækstlagets ambitiøse profiler.
Reformen indfører to nye performance-uddannelser: én for instrumentalister og vokalister, og én for sangskrivere, der skriver og performer deres egne sange. De nye uddannelser erstatter den tidligere Musiker-bacheloruddannelse.
Samtidig fortsætter og videreudvikler RMC også sine bacheloruddannelser i Komposition, Musikproduktion og Music Management.
Med ændringerne optimeres balancen mellem individuel fordybelse og fælles forløb. For selvom uddannelserne bliver mere specialiserede, er fællesskab og samskabelse fortsat en kerneværdi. På RMC mødes mange vidt forskellige kunstneriske udtryk og måder at arbejde med musik, og det åbner for nye perspektiver, refleksion og dialog. Allerede fra første dag træder de studerende ind i et levende laboratorium, hvor idéer og arbejdsmetoder deles, udfordres og udvikles på tværs af konservatoriets uddannelser.
Med reformen styrker RMC også sin indsats for at uddanne fremtidens performere, sangskrivere, komponister, producere, musikundervisere og managers til et arbejdsliv i en branche, der er i evig bevægelse. Det handler ikke kun om at stå på scenen, men også om at finde – eller opfinde – nye veje, muligheder og projekter, der giver musikken større plads og mere værdi for samfundet.
Og så rykkes fokus på trivsel, godt samarbejde og sunde arbejdsmiljøer helt frem som en grundlæggende del af uddannelserne på RMC. At skabe stærke fællesskaber og passe på sig selv og hinanden, er blevet lige så vigtigt for en lang og bæredygtig karriere i musiklivet som at udfolde sit faglige potentiale.
De nye studieordninger gælder for de kommende årgange på RMC's bacheloruddannelser, altså fra studieåret 2026/27. Ansøgningen er netop åbnet og lukker 1. december 2025 kl. 12.