Studiemiljø
RMC’s studerende opholder sig meget på konservatoriet, der har åbent for adgang med adgangskort døgnet rundt syv dage om ugen. Med adgang til kontorfaciliteter, indspilnings- og øvefaciliteter, kantine samt te-køkken har de studerende mulighed for at fordybe sig og interagere på kryds og tværs af RMC’s uddannelsesretninger. De studerendes festudvalg arrangerer desuden løbende torsdagsbarer, fester og koncerter, ligesom de studerende løbende kuraterer/spiller koncerter på udvalgte musikscener i København.
Faciliteter
RMC har siden 1996 haft hjemme på Holmen i København i en bygning, der oprindeligt blev opført som kobbersmedje i 1884. Med nyrenoverede øve- og undervisningslokaler, lounge og kantine samt lydstudier og koncertsale danner bygningen de optimale rammer for en uddannelsesinstitution. Læs mere om konservatoriets faciliteter her.
Teknisk service/Udlån
RMC udlåner et udvalg af instrumenter, øvrigt gear og av-udstyr til studerende. Udstyres udlånes udelukkende til brug på konservatoriet.
Events på RMC
RMC præsenterer gennem hele året et bredt udsnit af forskellige eventformater, eksempelvis artist talks, masterclasses, brancheseminarer, paneldebatter, seminarer og lytte-sessions. Målsætningen er at udbyde en bred vifte af inspirerende møder, der afspejler den kunstneriske, faglige og æstetiske bredde på RMC’s uddannelser. Og i den rytmiske samtidsmusik i øvrigt.
Holmen
RMC ligger i smukke og historiske rammer på Holmen, der tidligere har huset den danske orlogsflåde og således er fyldt med gamle militære bygninger. I dag danner området en slags campus for en række af Kulturministeriets kunstneriske uddannelser – foruden konservatoriet huser Holmen også Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Den Danske Scenekunstskole og Den Danske Filmskole. Holmen udgør således et dynamisk uddannelsescentrum, hvor kreativitet og innovation er i højsædet, og hvor der er mangfoldige muligheder for at hente inspiration hos og samarbejde med hinanden.
København
København er en levende by fyldt med kulturelle tilbud. For den studerende er der rig mulighed for at suge inspiration til sig på et af byens mange spillesteder, der spænder fra små undergrundsscener over større spillesteder som Vega til landets største og flotteste koncertsale som Det Kongelige Teater, Koncerthuset og Operaen. København er ligeledes rig på museer, gallerier, teatre, biografer og festivaler af den ene eller den anden slags – i festivalsæsonen, der omtrent spænder fra april til oktober, er der næsten hver uge mulighed for at tage ud og fordybe sig i musik, mad, film, foto med videre.