40 år med RMC: Ofte omdiskuteret, altid i bevægelse

Til venstre for Glyptoteket på H.C. Andersens Boulevard står en pompøs bygning, der i dag huser et hotel. Går man forbi på fortovet og kigger ned igennem tremmerne foran bygningens smalle kældervinduer, er det svært at forestille sig, at de kælderrum i slutningen af 1970’erne var fyldt med unge mennesker med grydefrisurer, som med soul-fraseringer og jazz-skalaer stod fast på at uddanne sig inden for rytmisk musik.

Dengang fandtes der kun ét konservatorium i hovedstaden, og det var Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Historien om, hvordan der blev etableret et Rytmisk Musikkonservatorium i København, begynder nede i den kælder.

Den beskedne kælder stod i kontrast til konservatoriets flotte fysiske rammer. Når man trådte ind fra gaden, blev man mødt af et bredt trappeparti, der svang sig rundt om en gammeldags jernelevator, som aldrig kom, når man trykkede på knappen. De store, lyse rum havde højt til loftet; der var franske døre og tykke tæpper på gangene.  
 
Beatkælderen, som den blev kaldt, var derimod betongrå og kun svagt oplyst af dagslys ud til den trafikerede boulevard. I husets nedre regioner fik den uglesete beatmusik lov at larme.

Sumprotter og larmende janitsharer

Ungdomsoprøret og de kulturelle brydninger i efterkrigstiden havde bragt nye lyde, udtryk, musikkulturer og antihierarkiske pædagogikker med sig. Og de musikstuderende, som søgte mod pulsen, kropsforståelsen og taktslagene i den rytmiske musik, følte sig institutionelt hjemløse.

Karsten Simonsen, som indtil 2011 underviste på RMC og i en længere periode var studieleder, underviste i 1970’erne på uddannelsen Almen Musikpædagogik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Undervisningen foregik i den omdiskuterede beatkælder sammen med studerende som Jørgen Emborg, Marilyn Mazur og Hanne Boel. Det blev der rynket på næsen ad, fortæller han.

”Vi var henvist til kælderen, for det støjede jo, når vi lavede sammenspil. Og det kunne man ikke have oppe i huset i de fine lokaler. Så den rytmiske musik var henvist til et lavloftet kælderlokale med nålefilt på gulvet og dårligt indeklima. Det er et billede på, hvordan de former for musik blev behandlet.”

Beatkælderen lå ved siden af janitshar-kælderen, hvor de klassiske slagtøjsspillere og percussionister øvede. Janitsharerne var også nødt til at være nede i kælderen, ”fordi de larmede ad helvede til,” fortæller Hanne Boel.

Hun studerede dengang på konservatorieuddannelsen i Almen Musikpædagogik med sang som specialfag og tværfløjte som bifag og hørte til det mindretal af studerende, der holdt til i beatkælderen - ”sumprotterne”, som de blev kaldt. Da hun skulle tage sin afgangseksamen, valgte hun at aflægge den delvist rytmisk og delvist klassisk.

”Den første halvdel af min eksamen sang jeg Brahms-lieder oppe i den smukke koncertsal, og den anden halvdel foregik nede i den fugtige beatkælder, hvor jeg sang Rugsted/Kreutzfeldt og ‘Street Life’ med The Crusaders. Min sanglærer var rædselsslagen over at skulle derned. Men det var hun jo nødt til. Jeg fik i øvrigt topkarakter. Det var mit lille oprør,” siger Hanne Boel.

Kælderen rummede et fint instrumentarium med både keyboards, flygel og sanganlæg. De studerende fik dog at vide af lærerne, at man ikke måtte spille jazz på flyglet, fordi det kunne det tage skade af.

”Når man gik derned, var man stemplet som sumprotte. Men hold kæft, et sammenhold, det også gav. Vi var ugleset af nogle. Men vi var også elsket af andre, os nede fra beatkælderen,” siger Hanne Boel og mindes mange frugtbare udvekslinger i den periode, der satte et tydeligt aftryk.

Maracas eller congas

Beatkælderen var ét blomstrende miljø, hvor den rytmiske musik udfoldede sig forholdsvist selvberoende. På Vesterbrogade lå den Rytmiske Aftenskole i en gulmalet baggård - hvor den  stadigvæk ligger i dag. I Aarhus, Silkeborg og andre steder i landet var der en lignende stemning af grøde og opbrud til fordel for det underprioriterede rytmiske område. 

Også de såkaldte Jazzstævner udgjorde en vigtig del af de strømninger, som senere skulle føre til oprettelsen af Rytmisk Musikkonservatorium. Fra 1977 var stævnerne umådeligt populære på højskolen Vallekilde, og siden også Brandbjerg. Stævnerne, som var organiseret af Den Danske Jazzkreds, var en særegen sammensmeltning af internationale impulser og dansk højskolekultur. Om dagen kunne man slippe tøjlerne og eksperimentere med improvisatorisk sammenspil. Om aftenen var der fælles langbordsmiddage, hvor høj og lav kunne mødes over sovs og kartofler.

På websiden Jazzstævnerne.dk har folk fra jazzkredsens inderkreds samlet en mængde beretninger fra stævnerne. Det fremgår, at en populær underviser var latin-eksperten Birger ”Krølle” Sulsbrück, som man tit fandt bag et sæt congas iført rød baret.

Musikeren Charlotte Halberg deltog på Brandbjerg i 1978. På websiden beskriver hun sin oplevelse på Krølles percussionhold: 

”Det var en helt ny oplevelse at spille sammen i et kæmpe latin-orkester. Os, der valgte ikke at spille på melodi- og harmoni-instrumenter, blev bedt om at vælge et percussion-instrument. Vi fik at vide, at vi skulle holde fast i det resten af aftenen. Jeg valgte maracas, og det var virkelig hårdt at skulle spille maracas i flere timer. Armene var på et tidspunkt ved at falde af. Men oplevelsen af efterhånden at slappe af i rytmerne har fulgt mig lige siden,” skriver Charlotte Halberg.

Hanne Boel deltog i flere jazzstævner. Det var her, hun første gang blev opfordret til at synge i stedet for at spille tværfløjte. ”Ka’ du for helvede ikke noget andet, var der én, der kom og sagde. Og så sang jeg ’You Are The Sunshine Of My Life’ af Stevie Wonder. Det var sådan, jeg fandt modet til at bruge stemmen,” fortæller hun om oplevelsen, der blev udslagsgivende for hendes musikerkarriere fremover.

Jazz og rock

Det lå initiativgruppen på sinde, at den rytmiske musik skulle kunne legitimere sig selv. Derfor lænede man sig op ad jazzens metodik. Den lå tættest på den klassiske og var lettest at overføre til læreplaner og faglige mål om teknisk dygtiggørelse.

Bent Haastrup skrev i et tilbageblik ved tiårsjubilæet i 1996: ”Et væsentligt problem var at overbevise musikorganisationer og -institutioner om, at rytmisk musik overhovedet kunne gøres til genstand for en systematisk og progressiv kvalitetsundervisning.”

Fra starten af 1960’erne havde Finn Roar og Bent Haastrup huseret på byens jazzscener. Valget af disse ”jazz-personligheder” til ledelsesrollen vakte skepsis blandt yngre kræfter.

”Det kunne give anledning til nogen bekymring for den nyere jazz og rockmusikken - denne nutidige og meget væsentlige musik må ikke blive ladt i stikken,” skrev Dansk Rock Samråd og Den Danske Jazzkreds i 1985 i et fælles indlæg, hvor de lykønskede den nystartede uddannelse.

Rocken blev dog ikke svigtet. Rockjazzbandet Cox Orange og deres teknisk sofistikerede fusionsmusik kom til at tegne profilen på lærerstaben i den første fase af Rytmisk Musikkonservatorium. Klarest i erindringen for mange står et nummer med den uimodståelige titel ‘Svend Aage (Var Ikke Ret Længe I FDF)’.

Persongalleriet i det ti mand høje orkester var mere eller mindre identisk med den første lærergruppe. Peter Danstrup spillede bas, Karsten Simonsen spillede keyboard, og Krølle spillede congas og percussion.

”Det var en stående vittighed, da jeg gik på Rytmisk Musikkonservatorium, at Cox Orange fik deres eget lærerværelse på Dr. Priemes Vej,” siger Henrik Sveidahl. Han gik på en af de første årgange, der tog afgangseksamen. Fra 2005 blev han selv rektor for skolen.

Musik som kulturmøde

I et lille arkivrum på det nuværende RMC på Holmen står rækkevis af ringbind. De er koboltblå og flaskegrønne, og på ryggen er landenavne markeret med sirlig håndskrift. En papkasse er fyldt med plastiklommer med usb-stik. Når man bladrer i ringbindene, kan man læse i det fotokopierede studenterblad Konserves eller få indsigt i, hvad det kostede at få en tablaspiller fløjet ind til stævneugen i 2004.

Netop stævneugerne fylder meget i arkiverne. I anden halvdel af firserne begyndte skolen at afholde master classes med udenlandske kanoner og stjerneskud. I 1987 fik Rytmekons besøg af pianisten Michel Camilo fra den Dominikanske Republik og den nordamerikanske jazz-vokalist Betty Carter. Sidstnævnte vakte opsigt ved at forlange, at der ikke måtte ryges på rektors kontor. For amerikanske musikere, der var vant til en mere servicepræget behandling, kunne det være en øjenåbner at opleve skolens uformelle stemning, hvor høj og lav kom hinanden ved. 

Fra 1988 rykkede ånden fra jazzstævnerne ind på Rytmisk Musikkonservatorium. Peter Danstrup, som dengang var tilknyttet som timelærer og siden blev rektor, fik frie hænder til at organisere stævner i konservatorie-regi. Efter skolens udflytning til Holmen i 1996 havde man tilmed fået plads til at organisere større arrangementer i de nye lokaler. De såkaldte stævneuger var drevet af de samme humanistiske og politiske idealer om sammenspil som kulturmøde. Rytmisk musik blev defineret som musik med ophav i kontinenterne omkring Atlanterhavet: Europa, Afrika samt Nordamerika, Mellemamerika og Sydamerika.

Alle 200 studerende arbejdede sammen på kryds og tværs af årgange. Det hele blev afsluttet med en festival-lignende kæmpekoncert i koncertsalen.

Til en argentinsk stævneuge havde skolen inviteret et par argentinske tangomusikere i firserne, som hev gennemsnitsalderen anseligt op.

”To gamle mænd, der spillede røven ud af bukserne på guitar og bandoneón. Folk kiggede målløse på de gamle nisser,” siger Peter Danstrup.

Under den argentinske stævneuge lavede nu afdøde Erling Kroner et kæmpe arrangement af Jacob Gade-klassikeren ’Tango Jalousie’ fra 1925 sammen med et stort studenterorkester, som øvede sig en hel uge.

Stævneugernes tværkulturelle grundtanke fortsatte ind i tøbruddet efter den kolde krigs afslutning. I 1991 var der ’Øst-Vest-stævne’ på Brandbjerg Højskole med støtte fra Demokratifonden. Idéen var at skabe samspilsmuligheder med musikere fra lande i den tidligere østblok - blandt andre guitarlæreren Babos fra Ungarn, som delte ud af sin kunnen.

Paradigmeskifte

Da Rytmisk Musikkonservatorium blev etableret på Dr. Priemes Vej, fulgte den dengang 29-årige Hanne Boel med fra sidelinjen. Hun oplevede, at det rytmiske musikkonservatorium kom galt fra start.

Pædagogikken fik det forkerte ben ud af sengen ved at lægge sig for meget fast på jazz-metodikken, hvor den studerende skulle mestre et pensum af forskellige standarder. Det blev en form for mesterlære, hvor man enten kunne spille rigtigt eller forkert. I hendes øjne skabte det en præstationspræget stemning, som gjorde skolen mindre modtagelig over for andre genreudtryk og arbejdsmåder.

I en lang årrække var hun sideløbende med sin musikerkarriere tilknyttet som ekstern censor, og i de situationer holdt hun sig ikke tilbage for at komme med kritik af uddannelsen. Den var ikke i overensstemmelse med omverdenen og musikbranchens behov.

Hanne Boel fortæller om en episode i slutningen af 1980’erne, hvor det stod klart for hende, at der måtte gøres noget drastisk, hvis skolen skulle kunne følge med tiden og afspejle det, der rørte sig i musik- og samfundslivet i bredere forstand.

En dag sad hun til en afgangseksamen for en studerende, som var hamrende dygtig og musikalsk nytænkende, men havde det svært med at forlige sig med uddannelsens normative krav om at mestre en kanon af jazz-standarder. Hanne Boel ville give præstationen 13, mens eksaminator hældte til en lav karakter. Den situation indkapslede den tiltagende dissonans mellem uddannelsen, omverdenen og de studerende.

I 2005 kom Henrik Sveidahl til som rektor. Og i 2011 blev der gennemført en omlægning af konservatoriet og alle dets uddannelser. Skolen blev åbnet for hele den rytmiske musik. Den blev i mindre grad en håndværksuddannelse og i højere grad en kunstuddannelse, der insisterede på at arbejde med hele den rytmiske musik som en del af samtidskunsten i bred forstand.

”Vi gennemførte et paradigmeskifte,” siger Henrik Sveidahl.

”Konsekvensen af den proces var, at jazzmiljøerne oplevede at miste ejerskabet over institutionen. Og det var smertefuldt,” siger han i dag.

I forbindelse med omlægningen blev Hanne Boel ansat som professor og prorektor. For mange blev hun ansigtet på paradigmeskiftet.

Men reelt var der en stor gruppe mennesker bag forandringsprocessen – sekretariat, administration og mange lærere, der så frem til nye tider, forklarer Hanne Boel. 
 
“Alt tog tid, og nye ideer skulle masseres ind i mange tilfælde. Men da vi lancerede de nye uddannelser, var det mere eller mindre alle, der var med ombord," siger hun.

Fra mesterlære til samskabelse

I 2026 er der for besøgende ude fra ingen tvivl om, at RMC er en kunstuddannelse. Stemningen sidder i væggene. 

I et af skolens lyse hjørnelokaler med udsigt til Christiania sidder seks studerende og en underviser. Stemningen er tyst og forventningsfuld. Uden for vinduet kaster en nyudsprunget hængepil med sit lange hår.

Vi er til undervisning i faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde, som denne dag faciliteres af underviser Soffie Viemose.

En studerende afspiller nogle skitser for de fem andre, som tager noter imens. Måden, musklerne i deres hænder spændes, når de holder på blyanterne og taster refleksioner ind på deres telefoner, vidner om, at de er musikere.

Efter præsentationen bliver der udvekslet billeder og associationer hen over laminatbordene: Bisværme og havets brusen. ‘Ant Life’, ‘Arthur og Minimoyserne’ og ‘Cykelmyggen Egon’. Usikkerhed bliver i fællesskab delt og spejlet, indtil den fordamper ud gennem det åbne vindue.

En studerende synger for første gang en nyskrevet tekst foran holdet.

“Freestyler du over teksten,” spørger en medstuderende.

“Ja,” svarer den studerende og slynger mikrofonen over højre skulder, ligesom et badehåndklæde, når man er på vej til vandet.

“Så det er lidt sårbart. Men det skal nok gå.”

Efter præsentationen bliver der talt om at eksperimentere med at lægge melodien før, lige på eller efter ét-slaget.

“Du kan for eksempel prøve at synge monotont i versene og flere toner i omkvædene. Eller prøve at høre rigtig meget Cardi B og synge trioler hele vejen igennem,” foreslår underviseren.

Soffie Viemose har siden 2022 arbejdet som underviser i faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde. Derudover har hun en aktiv musikerkarriere som forsanger i bandet Lowly.

Tanken med Kunstnerisk Udviklingsarbejde - i daglig tale KUA - er at skabe et rum, hvor den studerende ikke puttes i genrekategorier, men gennem udvekslinger med medstuderende hele tiden får sin praksis belyst af andre perspektiver, der kan udvide og udfordre den, forklarer Soffie Viemose.

Efter forandringen væk fra jazzens mesterlæreprincipper blev faget det nye didaktiske omdrejningspunkt. Et musikpædagogisk flagskib, der tegner RMC’s profil i dag.

”Hvis vi skal være et inkluderende sted for alle rytmiske former, så må vi forlade idéen om en fælles kanon. Så duer det ikke, at alle i praksis bliver undervist i at spille jazz, som de reelt gjorde før i tiden. Hver genre skal have sin egen kanon,” siger Henrik Sveidahl.

Efter årtusindskiftet blev det RMC’s opgave at favne og kvalificere et virvar af forskellige æstetikker, subkulturer og genrehybrider. Faget KUA udviklede professorerne Jacob Anderskov og Hanne Boel sammen til netop det formål.

I undervisningen bliver de studerende bedt om at præsentere skitser og ufærdige ideer. Sammen med de medstuderende bliver arbejdsprocessen nysgerrigt undersøgt fra alle vinkler. Hen ad vejen kan der opstå elementer, som måske kan blive til kunst.

“Jeg betragter det, vi laver, som kunst. Men “kunst” er på mange måder en mytologisk og subjektiv størrelse,” siger Soffie Viemose.

Hun forklarer, at faget fokuserer mere på de objektive elementer i det, vi hører: Metoder, kontekster, intentioner, refleksioner og undersøgelsesspørgsmål.

“På den måde drejer undervisningen sig om konkrete byggesten, som er lettere at håndtere og tale om, og som på en måde befinder sig på afstand af den studerendes selv. I stedet for at spørge, om det er kunst, kan det være mere lærerigt at tale om, hvordan eksempelvis Cardi B har arbejdet, og om der er nogle konkrete eksempler fra hendes proces, som den studerende praktisk selv kan bruge,” siger Soffie Viemose.

Uddannelser til tiden

I 2015 vakte det opsigt uden for Holmen, at det alternative rock-ikon Thurston Moore, hovedsagelig kendt fra avantgarderockbandet Sonic Youth, blev tilknyttet RMC som såkaldt adjungeret professor.

”Professor Støj”, som han hurtigt blev kaldt, underviste blandt andet i sine innovative metoder til at vride dissonante mislyde ud af en guitar ved hjælp af blyanter og afbrækkede bil-antenner. Akkurat som til 1990'ernes stævneuger kunne de studerende suge inspiration til sig fra en toneangivende udenlandsk samtidsmusiker.

Hvis man i dag tænder for radioen eller læser i et musikmedie, er der høj sandsynlighed for at ramle ind i en kunstner med baggrund fra skolen. RMC-alumner fylder i mediebilledet og samtidsmusikken.

Skandinaviske, britiske og franske medier har i store reportager sat fokus på RMC’s særlige måde at uddanne musikere på. Musikerne giver udtryk for, at forudsætningen bag enhver succesfuld samtidsmusiker er et kollektivt vækstmiljø, som det har taget årevis at opdyrke og nære.

I medierne forbindes RMC i 2026 ofte med en bestemt artpop-lyd. Men Soffie Viemose lægger vægt på, at det kunstneriske udviklingsarbejde ikke skal låse sig fast på bestemte æstetikker. Feltet skal holdes åbent og i bevægelse. Den bevægelse skal komme fra de studerende selv, så institutionen ikke havner i gamle mesterlære-didaktikker.

Fra hendes perspektiv er kulturen blevet mindre individfokuseret, mens hun har været underviser på skolen.

”Intet foregår i et vakuum. Både på skolen og i det omgivende, professionelle musikliv sker der en udvikling fra et individbaseret kunstnersyn hen imod et kollektivt. Vi er ved at indse, at vi er et økosystem, der er afhængige af hinanden og blomstrer i kraft af hinanden. De studerende rykker sig mest, når jeg sætter dem til at skabe noget sammen.”

Hanne Boel mener, at kunstneriske uddannelser skal udvikle sig hele tiden. Og man prøver at lave uddannelser til tiden. Det indebærer i sagens natur, at institutionen er et forholdsvist “konfliktfyldt” sted.

”Det er en del af den energi, der ligger i en kunstuddannelse. Den skal være til diskussion hele tiden. Der skal være kræfter, der vil udvikle og afvikle. Det er et vilkår. Der skal være nogle, der går på tværs af skolegården i raseri. Der skal være nogle, som ikke gør, hvad de får besked på. Jeg er sikker på, at det er helt nødvendigt,” siger hun og fortsætter:

”Men samtidig er det allervigtigste, at dem der går på skolen er stolte af det og taler højt om det. I 1980’erne var det ugleset i den brede musikbranche at være fra ”Kons”. I dag er skolen et sted, som man er stolt af at gå på. Så er der en kommunikation mellem top og bund, som fungerer,” siger Hanne Boel.

Kunstneren i samfundet

Signe Lopdrup er administrerende direktør for Roskilde Festival-gruppen og har været bestyrelsesleder for RMC siden 2023. Fra hendes perspektiv har institutionen udviklet sig indefra og været skarp på, hvad det vil sige at lave uddannelser til et samtidskunstnerisk ståsted.

”Paradigmeskiftet i 2011 mødte rigtig meget kritik. Lige nu er vi et sted, hvor det nybrud begynder at bære frugt. Derfor var det en milepæl, at RMC i 2025 oplevede en kolossal international interesse som et sted for kreativ nytænkning, hvor en masse interessante kunstnere blev forbundet med det her sted ude på Holmen i København.”

Signe Lopdrup forklarer, at institutionen er blevet bevidst om at bygge broer til et kunstnerisk virke i det omkringliggende samfund. Den prioritering er indlejret i bestyrelsens aktuelle strategi.

”Som brancheaktør har vi fået øjnene op for, at vi har et ansvar for at uddanne vores kandidater til selv at kunne bygge bæredygtige arbejdsliv som samtidskunstnere, også i forhold til parametre som diversitet og trivsel.”

Et eksempel er initiativet SOUND, som udvikler deltagernes kvalifikationer inden for kunstnerisk innovation. Uddannelsesmodulet EKIP er en ramme om praktikforløb, hvor kunsten kan bidrage i samfundet.

“Kunsten kan få et bredere udsagn og en højere grad af anerkendelse, når den træder ud af institutionen og skaber positive samfundsforandringer,” siger Signe Lopdrup, som ser lyst på både kunstens og uddannelsens potentiale. Det er både RMC’s og samtidskunstens natur at være i konstant bevægelse.

“Vi befinder os i en tid præget af store udfordringer, men også af stærke samfundsforandrende bevægelser i kunstmiljøerne. Jeg har grundlæggende tillid til kunstens centrale betydning. Så jeg er superoptimistisk i forhold til det fortsatte behov for at uddanne kunstnere, der forstår og praktiserer deres kunstnerskab bredere og dermed bidrager til vores samfund på nytænkende måder,” slutter Signe Lopdrup.