RMC's mangfoldighedsindsats

RMC ser en aktiv mangfoldighedspolitik som en forudsætning for at kunne indfri sin vision og strategi. 

RMC’s bestyrelse har gjort det til et strategisk pejlemærke for RMC at ”arbejde for et mere mangfoldigt og sundt musikliv”. Samtidig har konservatoriet sammen med de øvrige videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet udarbejdet et charter for diversitet. Konservatoriets mangfoldighedspolitik tager afsæt i konservatoriets strategi og kunstskolernes fælles charter for diversitet.

RMC arbejder aktivt for at øge diversiteten af mennesker og oplevelser både på konservatoriet og i kunst- og kulturlivet i bredere forstand. Det indebærer en fokuseret indsats på lige adgang og lige muligheder og baserer sig på en betragtning om, at diversitet udgør et kreativt og kvalitativt potentiale for RMC som kunstskole. 

Diversitet betyder mangfoldighed eller forskellighed og tager udgangspunkt i det forhold, at mennesker har forskellige identitetsmarkører, og at alle er formet af deres individuelle baggrunde og erfaringer. Øget diversitet skal forstås som et øget fokus på mennesker, ståsteder og erfaringer, der er og har været underrepræsenteret i det kunstneriske felt. Det indebærer bevidst at arbejde med, hvordan bl.a. kønsidentitet, etnicitet, økonomiske, sociale og kulturelle forhold, geografisk baggrund, seksuel orientering samt individuelle psykiske og fysiske forudsætninger kan have betydning for optagelse på vores uddannelser og deltagelse i vores kunstneriske praksisser. 

RMC spiller en aktiv rolle i at forme fremtidens kunst- og kulturliv. At øge diversiteten af mennesker og erfaringer i kunsten beriger og udvikler det samlede kunst- og kulturliv med en langt større mangfoldighed af kunstneriske udtryk og stemmer. Samtidig kan øget diversitet blandt studerende, undervisere, personale og i pensum være en ressource og et kreativt potentiale for RMC, som både kan styrke kvaliteten og relevansen af uddannelserne.