Karrierevejledning

RMC giver de studerende karrierevejledning som en del af den faste undervisning, ligesom der også er mulighed for individuel vejledning hos konservatoriets faglige personale. På siderne for de enkelte uddannelser kan du læse mere om karrieremuligheder og typiske karriereveje for dimittender fra de enkelte uddannelser.

Vejledning inden for den tilrettelagte undervisning

På alle konservatoriets uddannelser undervises de studerende i en række forhold, der alle er centrale for beskæftigelse og karriereperspektiver på de respektive uddannelser. Undervisningen har til formål at give de studerende viden og værktøjer i forhold til det arbejdsmarked, de uddannes til, og at sikre den bedst mulige overgang fra studier til arbejdsliv.

Branchekendskab, egen virksomhed, innovation og iværksætteri

Bacheloruddannelsen Music Management har et klart fokus på branchekendskab, egen virksomhed, innovation og iværksætteri, og en del af den fælles karrierevejledning indgår naturligt i en række af uddannelsens fag.

På konservatoriets øvrige bacheloruddannelser, Musiker, Komposition og Musikproduktion, varetages en del af den fælles karrierevejledning inden for fagene Eksternt, kollaborativt, integreret projekt (5. semester) og Entreprenørskab (6. semester)

På konservatoriets kandidatuddannelser varetages en del af den fælles karrierevejledning inden for faget Entreprenørskab, hvor studerende modtager undervisning i en række områder, der alle er centrale for beskæftigelse og karriere på de respektive uddannelser. Undervisningen har til formål at give studerende viden og værktøjer i forhold til det arbejdsmarked de uddannes til og at sikre den bedst mulige overgang fra studier til arbejdsliv. 

På konservatoriets Solistuddannelse varetages en del af den fælles karrierevejledning inden for faget Entreprenørskab.

Erhvervsrettet praktik og samarbejde med virksomheder i musikbranchen

Det er en af RMC’ s målsætninger at give de studerende mulighed for praktisk erfaring i forhold til erhverv og karriere og at styrke dimittendernes beskæftigelsesmuligheder ved blandt andet at styrke erhvervsrelevante elementer i uddannelserne, herunder erhvervsrettet praktik.

På bacheloruddannelserne Musiker, Komposition og Musikproduktion indgår pædagogisk praktik. Den pædagogiske praktik afvikles som intern praktik/ekstern selvtilrettelagt praktik i kortere forløb, som punktvis praksisafprøvning og som praktikprojekt i samarbejde med eksterne partnere.

På bacheloruddannelserne Musiker og Komposition omfatter studieplanen på uddannelsernes 5. semester et eksternt, kollaborativt, integreret projekt, hvor alle studerende i samarbejde med eksterne partnere gennemfører et større projekt med sigte på at forberede et bæredygtigt virke som kunstner og kunstpædagog.

På bacheloruddannelsen Musikproduktion gennemføres kortere praktikforløb i løbet af uddannelsen.

På uddannelsen Music Management afvikles ét semesters eksternt praktikophold på virksomheder i enten ind- eller udland. Desuden gennemfører de studerende i løbet af deres uddannelse fire semesterprojekter – typisk i samarbejde med virksomheder i musikbranchen.

På alle konservatoriets kandidatuddannelser, Music Performance, Music Creation samt Music Education, indgår et obligatorisk eksternt semester, hvor alle studerende fordyber sig fagligt i uddannelsens hovedområde og samtidigt har fokus på at indgå i professionelle netværk, såvel uddannelsesspecifikt som entreprenørskabsmæssigt. 

Undervisere med tilknytning til erhvervslivet

Langt de fleste lærere på RMC er aktive udøvere inden for deres fag. Det er sikret i kravene til ansættelse og i det forhold, at størstedelen af RMC’s lærere er deltidsansatte. Du får som studerende således mulighed for at søge vejledning hos lærere med en levende og konkret forståelse for fagets praksis og med direkte tilknytning til arbejdsmarkedet.

Individuel karrierevejledning

Studerende på RMC har mulighed for – under hele uddannelsen – at søge individuel karrierevejledning hos det faglige personale på de enkelte uddannelser.

Livet som færdiguddannet

Siden starten i 1986 er flere end 700 kandidater blevet uddannet på RMC. De gør sig nu gældende og sætter deres præg overalt i det rytmiske musikliv – mange af dem helt fremme i forreste række inden for uddannelsernes beskæftigelsesområder, som udøvende og nyskabende kunstnere, som undervisere, som lydteknikere og som kommercielle brancheaktører. På uddannelsessiderne er vist eksempler på dimittender fra de enkelte uddannelser og hvad de laver i dag.

Beskæftigelsesundersøgelser

For at skabe kendskab til det arbejdsmarked, som de studerende uddannes til, har Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner siden 2004 i fællesskab udarbejdet årlige rapporter om beskæftigelsessituationen for de færdiguddannede. Læs mere:

Mål og resultater