Nyhed
24.6.24

Let's rock: Ny bog om rockmusikkens (u)dødelighed

RMC-forsker Henrik Marstal slår et slag for rock-genrens fortsatte relevans i samtidsmusikken.

Festivalsæsonen er over os, for danskerne elsker musik, og de elsker rock. Eller gør de?

I rigtig mange år var rock den helt store musikgenre, der definerede både ungdomsmusikken og -kulturen. Det var den genre, der fremmede de toneangivende magtkritiske strømninger i samfundet. Og den genre, som forelskede unge kyssede til i de sene nattetimer. Men siden da har rocken fået kamp til stregen som relevant samtidsmusik af alle mulige andre musikformer såsom hiphop, pop og EDM.

Det skyldes måske ikke mindst, at rocken har en udfordring med diversiteten. Den bliver stadig ofte lavet af og for midaldrende hvide mænd. Og det er i mindre grad dem, der sætter den kulturelle dagsorden i det 21. århundrede.

Alligevel bobler rocken stadig af nyt talent og eksperimenterende måder at udvikle genren på, fortæller Henrik Marstal, musikforsker og lektor på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC), i sin nye bog 'Rock'.

Bogen er nr. 120 i serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag, hvor forskere under mottoet "små bøger med store tanker" formidler deres viden om netop det, de ved mest om, og blot har 60 sider til det. 

I 'Rock' applauderer Marstal ikke bare de store festivalbands, men også alle de mindre kendte kunstnere. Tilsammen har de skabt en meget mere forskelligartet genre, end de fleste nok tror.

”Er rock døende eller udødelig? Engang var spørgsmålet slet ikke værd at stille, men det har ændret sig, da musik i stigende grad bliver frembragt bag computeren og mindre med guitar, bas og trommer. Men rock er ikke blot historisk. Også i dag kan den vække lytternes engagement, stimulere deres drømme og skærpe kritikken af tidens toneangivende tendenser," siger Henrik Marstal.

 

Se mere på unipress.dk

Se også: Larmen på Strøget: Ny bog om folk-scenen

Se også: 'Metal-forskning og queer-satanisme: Ny bog om Mercyful Fate'

bogcover