Forskydninger i kunstnerrollen og sangskrivning som performativ praksis: To nye KUV-projekter på RMC
Kulturministeriets pulje til kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) har tildelt støtte til to nye projekter på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC). Professor Jacob Anderskov vil undersøge kunstnerrollen i hybride koncertformater, mens adjunkt Soffie Viemose vil udforske samskabelse i sangskrivning som performativ praksis.
KUV er en særlig form for kunstnerisk udforskning på Kulturministeriets uddannelser. Her arbejder kunstnere eksperimenterende med nye metoder og arbejdsformer – til gavn for både egen praksis, kunstartens udvikling og uddannelsesinstitutionernes vidensgrundlag.
Den samlede bevilling fra Kulturministeriets KUV-pulje er i 2025 på 1.512.125 kr til de to projekter:
Adjunkt Soffie Viemose (i samarbejde med adjunkt Kasper Staub fra Det Jyske Musikkonservatorium) - Situeringer, henvendelser, distributioner: Sangskrivning som performativ praksis
Hvordan kan sangskrivning gentænkes som en åben, improviseret og performativ praksis, hvor værker skabes foran et publikum i samspil med omgivelserne? Og hvordan kan denne tilgang modvirke præstationspres og fremme større trivsel blandt musikere?
Disse spørgsmål undersøges i dette samarbejdsprojekt mellem RMC og Det Jyske Musikkonservatorium (DJM). Projektet vil eksperimentere med at situere sangskrivning som en del af en levende, deltagelsesbaseret performativ praksis frem for en isoleret og produktorienteret skabelsesproces. Målet er at udvikle nye tilgange til samskabelse, som kan fremme mere bæredygtige, inkluderende og fællesskabsorienterede metoder inden for rytmisk samtidsmusik.
Professor Jacob Anderskov - Sangen om kunstnerrollens sig-kontinuerligt-tilbagetrækkende demarkationshorisonter
Hvordan ændrer kunstnerens rolle sig i en tid, hvor grænserne mellem skaber, fortolker og publikum bliver mere flydende? Og hvordan kan koncert- og fællessangsformater udvikles, så flere aktører – både professionelle og amatører – får en aktiv rolle i den kunstneriske proces?
I KUV-projektet, som bygger videre på Jacob Anderskovs tidligere eksperimenter med hybride koncertformer, undersøges det, hvordan udvidelsen af et deltagelsesorienteret koncertformat med nye samarbejdspartnere kan udfordre traditionelle opfattelser af kunstneridentitet og kunstværkets rolle. Undervejs vil Anderskov samarbejde med både Århus Sinfonietta samt en række amatørkor. Projektet søger samtidig at åbne op for en bredere debat om kunstens og kunstnerens rolle i samfundet – en debat, der engagerer både KUV-feltet, de videregående kunstuddannelser og det omkringliggende samfund.
Find flere forsknings- og udviklingsaktiviteter i RMCs FoU-database

