Sounding Silents 2024
Cinemateket
Gothersgade 55
Kbh K 1123
Danmark
OBS: Billetterne er gratis men skal reserveres på forhånd.
Hvad sker der, når de ældste danske film møder de nyeste musikalske talenter? Under vejledning af filmkomponist Mons Niklas Schack har studerende fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) sat sig for at undersøge det soniske potentiale i udvalgte stumfilm som ’Ved Fængslets Port’ og ’Dr. Nicholson og den Blaa Diamant’.
Den 28. januar i Cinemateket byder København Stumfilmfestival på smagsprøver fra deres eksperimenter med komposition og lyddesign – og serverer et glas vin i Asta Bar.
Da de første stumfilm blev vist i Danmark i starten af det 20. århundrede var det en livlig og larmende affære. Biografernes fremvisningsapparater støjede og prustede, mens publikum udtrykte deres begejstring med hvin, pift og latter. I hjørnet sad huspianisten og hamrede hver en følelse ud af de sorte-hvide billeder med fingrene på tangenterne.
Det Danske Filminstitut er lige nu i gang med en kæmpe digitaliseringsindsats, der skal vække de gamle stumfilm til live. Men de når på en måde kun halvvejs. For selvom billedsproget taler, er den oprindelige spontane lydside pist borte. Uden den forekommer filmene støvede og forældede. Det, der engang var levende og underholdende kulturtilbud, er blevet til stumme relikvier, spøgelser fra fortiden.
Med 'Sounding Silents' puster en række studerende fra RMC og SDMK for andet år i træk liv i de sort-hvide filmstrimler. I løbet af undervisningsforløbet har de undersøgt, hvordan man kan bruge lyd, musik, støj og stilhed til at understøtte eller udfordre filmsproget.
De medvirkende studerende fra RMC er: Karel Naessens, Malthe Kaptain, Oskar Tomala og Sigrid Aftret.
Det forrige holds film havde urpremiere på Cinematekets årlige stumfilmfestival sidste år og kan ses – og ikke mindst høres – på Filminstituttets streamingsite Stumfilm.dk: