Karrieremuligheder: Music Performance

Uddannede kandidater fra Music Performance finder beskæftigelse som freelance musikere i bands, som solist eller i forbindelse med teater-, tv- og filmproduktioner.

En del uddannede arbejder endvidere som komponister, sangskrivere og producere i egne såvel som i andre kunstneres projekter. Beskæftigelsesmulighederne er afhængige af både markedskonjunkturer i branchen og kulturpolitiske prioriteringer og kan derfor være stærkt svingende.

Kristian Finne, dimitteret 2017

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg er sangskriver, musiker, sanger og komponist. Udover det kunstneriske arbejde med mine egne projekter Chorus Grant og Cancer arbejder jeg som kunstnerisk sparringspartner, tekstforfatter og sangskriver i samspil med en række spændende bands og artister når disse er i opløbet til at skulle indspille nye albums. Ydermere underviser jeg fra tid til anden på højskoler i faget sangskrivning. Og jeg i gang med at fordybe mig i ny eksperimenterende musik på RMC’s solistlinje.

Hvorfor valgte du at studere Music Performance?
Efter mange år på den danske alternative undergrunds-scene følte jeg, at jeg havde brug for at målrette og fokusere mine kunstneriske aktiviteter, få en faglig ballast at tale ud fra og professionalisere mit handlerum som musiker og sangskriver. Til at begynde med dimitterede jeg i 2013 fra RMC’s sangskriverlinje, og efter nogle år som udøvende musiker blev jeg i stigende grad interesseret i at forbedre mine evner som guitarist, hvorfor jeg startede på Music Performance. Den mere hands-on tilgang til musik fostrede mange nye ideer hos mig og en gradvis opblomstring af en personlig spillestil begyndte at tone frem. En del af mit virke som jeg fortsat udforsker og udvikler på.

Hvad er det bedste, du fik med fra uddannelsen?
Som musiker og kunstner er de to vigtigste ting for et værdifuldt og produktivt virke at befinde sig i et inspirerende miljø og at have tid og ro til at fordybe sig i nye strømninger og ideer. Begge omstændigheder fandt jeg som studerende, og udbyttet har været ganske mærkbart i form af stigende interesse fra ind- og udland i mine kunstneriske aktiviteter.

foto af kristian finne
Foto: Jacob Aars
Fostrede mange nye ideer hos mig og en gradvis opblomstring af en personlig spillestil
Kristian Finne

Natalie Sandtorv, dimitteret 2018

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg arbejder som udøvende musiker, komponist og tekstforfatter med base i Oslo. Jeg har mit eget soloprojekt som alternativ popsanger, som jeg turnerer med i Europa.

Hvorfor valgte du at studere Music Performance?
Jeg kendte nogen som havde studeret på RMC, og jeg blev meget nysgerrig, da jeg hørte om studiet. Det virkede ganske frit, men krævende, og med vejledere som havde en vis tyngde, og som jeg gerne ville lære noget af. Og så elsker jeg danskere og København.

Hvad var dine vigtigste opdagelser under uddannelsen?
Jeg lærte meget om vigtigheden af at være en god entreprenør. Man skal have en god vision og tænke langsigtet med sin karriere. Jeg blev motiveret af mit eget kunstneriske udtryk og blev bedre til at pushe mig selv længere i musikken. Jeg opdagede også vigtigheden i at fremprovokere idéer, selv om førstehåndsindtrykket er, at de er dårlige. It’s all about the proces!

Hvad er det bedste, du fik med fra uddannelsen?
Det må være at arbejde konceptuelt og gå i dybden med mine projekter. Jeg lærte vigtigheden af godt håndværk og at have stærke meninger om det man laver. Jeg elskede min tid på RMC. Det var to fantastiske år, hvor jeg fik tid til at have fuldstændig fokus, og hvor jeg indarbejdede gode rutiner.

foto af natalie sandtorv
Foto: Kristin Støylen
To fantastiske år, hvor jeg fik tid til at have fuldstændig fokus
Natalie Sandtorv

Ole Mofjell, dimitteret i 2017

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg arbejder som freelancemusiker i Oslo, turnerer med en række forskellige artister og spiller i en masse one-offs og samarbejdsprojekter. Jeg arbejder også med festivalerne All Ears og Platform Nord og kører koncertserien Fresh Sounds i Kristiansand.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Jeg har normal 2-5 spillejobs om ugen. Jeg bruger også meget tid på computeren med at booke shows, rejsebilletter og alle de ting. Som regel mens jeg er på farten til et spillejob, en øver eller et møde af en slags.

Hvorfor valgte du at studere Music Performance?
Fordi studiet er unikt og meget interessant. Jeg ville ikke have haft muligheden for at arbejde på den måde, jeg gjorde, noget andet sted i verden. Meget inspirerende og friskt.

Hvad var dine vigtigste opdagelser under uddannelsen?
Jeg lærte, at enhver person har sin egen vej, som de kan vælge at følge. Jeg studerede med mange brillante artister på RMC, og de var alle meget forskellige. Nogle samarbejdede jeg med, andre kunne jeg bare beundre og respektere for at gøre deres egen ting.

Hvad er det bedste, du fik med fra uddannelsen?
Muligheden for at gå sin egen vej, og at få redskaberne til at gøre det, har haft stor betydning for mig. Dertil gav det internationale netværk af musikere på skolen mig chancen for at turnere i Letland, Polen, England, USA og Tyskland med lokale musikere. Jeg vil sige, at muligheden for at skabe et internationalt netværk har haft en stærk indflydelse på mig som performer efter uddannelsen.

foto af ole mofjell
Jeg ville ikke have haft muligheden for at arbejde på den måde noget andet sted i verden
Ole Mofjell

Rasmus Oppenhagen Krogh, dimitteret 2018

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Som freelancemusiker og -komponist har jeg et arbejdsliv der veksler mellem fordybelse i og arbejde med egne projekter, samt engagement som musiker med forskellige bands, artister og projekter, både live og i studiet.

Hvorfor valgte du at studere Music Performance?
Uddannelsesformen gav mulighed for at fordybe mig i min identitet som udøvende musiker, samtidig med at mange af projekterne på skolen faciliterede, at jeg kunne arbejde med mit kompositoriske udtryk. De to aspekter hænger meget direkte sammen i min praksis, og studieordningen gjorde det muligt for mig at arbejde parallelt med dem. Improvisation fylder meget i min tilgang til musik, og at flere af de andre studerende havde improvisation som gennemgående fællesnævner, spillede også ind i mit valg. Samtidig var det også i høj grad lærerstaben og den store grad af frihed til selv at præge retningen på undervisningen, der tiltrak mig.

Hvad var dine vigtigste opdagelser under uddannelsen?
At tænkte store projekter fra A-Z og rammesætte dem på den bedst tænkelige måde – både kreativt og praktisk. Min uddannelse har givet mig en lang række værktøjer til at arbejde struktureret og målrettet mod mine kunstneriske mål og løbende forholde mig kritisk til mit arbejde. At italesætte inspiration og kontekstualitet og formidle eget kunstneriske arbejde har haft stor betydning i det praktiske såvel som det refleksive arbejde. 

Hvad er det bedste, du fik med fra uddannelsen?
En vigtig del af min tid på konservatoriet har været at indgå i andres projekter og suge til mig af inspiration, metoder og tilgange til musikken – parallelt med at blive klogere på hvordan jeg bedst indgår i andres visioner uden at gå på kompromis med mig selv og mit eget udtryk som musiker. Sparring og indblik i andres arbejde har været en afgørende del af mine studieår. Mødet med et utal af dybt inspirerende undervisere såvel som medstuderende, og muligheden for at tage timer med eksterne undervisere, har været uvurderligt for mig.

At tænkte store projekter fra A-Z og rammesætte dem på den bedst tænkelige måde – både kreativt og praktisk
Rasmus Oppenhagen Krogh

Kaspar Vig, dimitteret i 2018

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Som musiker og projektkoordinator. Jeg har mit arbejde med mig overalt. Jeg er i øjeblikket bosat i Indien hvor jeg arbejder på en film sammen med lokale kunstnere. Udover mit arbejde med musik og film, arbejder jeg med projektstyring og fundraising, samt undervisning i komposition, sangskrivning og kreative processer.

Hvorfor valgte du at studere Music Performance?
Jeg valgte at tage en uddannelse på RMC af behov for at kunne gå i dybden med min musik og min kunst. Jeg ønskede en sikker platform uden at skulle forholde mig til branchen, hvor jeg kunne dygtiggøre mig selv og teste mine musikalske idéer. 

Hvad var dine vigtigste opdagelser under uddannelsen?
At lære at vejen til sand musikalsk erkendelse ligger uden for dit eget ego og kulturforståelse. Selv når det handler om konkrete motoriske udfordringer på en bongotromme eller om at være følsomt tilstede i enten John Cages underlige stilhed eller moderne produceret R’N’B, er kunsten at træde et skridt ud af dig selv og modtage hele balladen i en universel pulserende musikalsk kontekst.

Hvad er det bedste, du fik med fra uddannelsen?
Sammenholdet og den kollektive musikalske nysgerrighed er noget af det vigtigste jeg har fået ud af min uddannelse. Men også evnen til at begå mig i kunstens og musikkens verden – både på et teknisk og på et åndeligt plan. Uddannelsen har også styrket mine entreprenante egenskaber og har givet mig en masse redskaber til at kunne arbejde professionelt med min musik.

Kaspar Vig
Foto: Magnus Bach Pedersen
En sikker platform uden at skulle forholde mig til branchen, hvor jeg kunne dygtiggøre mig selv og teste mine musikalske idéer
Kaspar Vig

Ida Kudo, dimitteret i 2015

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg skriver, producerer og performer min musik som soloartist og co-writer og co-producerer en del, pt i London. Jeg arbejder også som band-doktor og underviser gerne.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Jeg her ingen typisk arbejdsdag. Når jeg co-writer er det gerne et eller to døgn i studiet. Når der er koncerter, så er det bandet der er i fokus med intense og mange øvere op til koncerterne. Jeg sørger altid for at gøre alt, hvad jeg kan, i forhold til at have styr på økonomi, så der går en del tid med praktiske ting: søge legater, tjekke at jeg får udbetalt honorarer, indberetning til Koda osv. Og jeg booker mig ind på vikariater, undervisningstimer eller coach-timer, når jeg kan se, jeg har brug for det økonomisk.

Hvorfor valgte du at studere på RMC?
Fordi musikken hev i mig. Jeg har spillet klassisk violin i en tidlig alder og gik bort fra klassisk og ind i det rytmiske, da jeg begyndte at skrive selv. Jeg valgte linjen fordi sang og vokal er kernen i min sangskrivning og det instrument, jeg udtrykker mig mest direkte igennem. Jeg kunne mærke, der var et stort spillerum på uddannelsen i forhold til at udfolde sig kunstnerisk, hvilket jeg gerne ville.

Hvad var dine vigtigste opdagelser under uddannelsen?
Hvor meget forskelligt musik jeg kom til at lave. Hvor sjovt det kan være at arbejde med dygtige skabende musikere. Hvor fedt det er at få sin musik plantet i virkeligheden. Hvor inspirerende det kan være at arbejde med musikere, der forstår, hvor man er på vej hen.

Hvad er det bedste, du fik med fra uddannelsen?
Et ståsted og en stærk begyndelse til at opstarte og udfolde min soloartistkarriere. Da jeg kom på RMC kendte jeg egentlig ikke til den rytmiske verden, jeg havde bare lavet nogle sange på egen hånd og fundet nogle at spille dem med. RMC var den arena, eller den andedam, hvor jeg kunne starte med at eksperimentere med min stil, min lyd og min kunstneriske identitet. Det var et meget vigtigt springbræt for mig for at få en fod ind på den rytmiske musikscene. Det er også dér, jeg har mine kære og vigtige musiker-netværkskontakter fra.

Et meget vigtigt springbræt for mig for at få en fod ind på den rytmiske musikscene
Ida Kudo