Nyhed
23.6.17

Priser til to RMC'ere

Sangskriver-studerende Anders Hjernø og Music Performance-dimittend Emil Palme afslutter studieåret med en særlig udmærkelse.

Anders Hjernø modtager et legat på 20.000 kroner fra Fonden til Støtte af Samtidsmusik. Han er 2. års studerende på bacheloruddannelsen i Sangskrivning.

I indstillingen til fonden står blandt andet: "Anders Hjernø udfordrer mødet mellem tekst og musik i sin sangskrivning og er samtidig en unik performer. Han har en særlig evne til at opstille dogmer for sig selv og derigennem finde nye kreative veje i musikken. Anders tager ansvar for både sin egen læring samt sine medstuderendes - han har en sjældent positiv og konstruktiv energi, som i mange sammenhænge kommer både ham selv og skolen til gavn."

Emil Palme modtager et legat på 25.000 kroner fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968. Han er nybagt dimittend fra kandidatuddanelsen Music Performance og belønnes for at have udvist et særligt højt niveau blandt årets afsluttende projekter og afgangskoncerter på Rytmisk Musikkonservatorium.

Anders Hjernø og Emil Palme fik overrakt legaterne af rektor Henrik Sveidahl i forbindelse med RMCs dimittendreception fredag 23. juni.