Nyhed
29.3.23

Rumlig sangskrivning og topografi for improvisatorer: To nye KUV-projekter på RMC

Kasper Tranberg samt Sharin og Louise Foo er udvalgt til at lave kunstnerisk udviklingsvirksomhed af Kulturministeriet.

Kulturministeriets pulje til kunstnerisk udviklingsvirksomhed har i år tildelt en samlet støtte på 1,26 mio. kr. til Rytmisk Musikkonservatorium (RMC).

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) er en særlig form for kunstnerisk udforskning på Kulturministeriets uddannelser. Internationalt kaldet Artistic Research og en disciplin, hvor kunstnere arbejder med at udforske nye arbejdsmåder og områder gennem kunstneriske eksperimenter og metoder - til gavn for egen praksis, for kunstarten og for uddannelsesinstitutionernes vidensgrundlag. 

I Kulturministeriets definition er KUV en integreret del af en kunstnerisk proces, der fører frem til et offentligt tilgængeligt resultat og ledsages af en refleksion over såvel processen som præsentationen af resultatet. 

Støtten er tildelt følgende to projekter:

Adjunkt Sharin Foo og studielektor Louise Foo: Voicing Spatial Songs

'Voicing Spatial Songs' udforsker kreative og performative potentialer omkring sangskrivning inden for en spatial lyd-praksis. Projektet har til formål at udvikle nye metodiske tilgange, der integrerer kompositoriske, teknologiske og performative stadier af sangskrivning i spatiale lydformater, og undersøger hvordan dette kan bidrage til en redefinering af vores tilgang til sangskrivning og vores lineære forståelse af pop-sangformer og -fortællinger. KUV-projektet er en videreudvikling af et tidligere bevilget modningsprojekt med samme titel.

Lektor Kasper Tranberg: Toward a New Topography of Melodic Orientation in Contemporary Jazz Improvisation

KUV-projektet undersøger, hvorledes improviserende musikere kan frembringe og benytte metoder, der udvikler og kvalificerer individuelle og kollektive tilgange til melodisk orientering inden for kontemporær jazzimprovisation. Arbejdet har endvidere til formål at skabe et topografisk katalog over de konceptuelle og metodiske rammer som en ressource for improvisatorer i både professionelle og musikpædagogiske sammenhænge.

 

Se mere om KUV-puljen

Find flere forsknings- og udviklingsaktiviteter i RMCs FoU-database

arkivfoto
Foto: Kresten Hillerup