Music as Agency: Ny bog om kunstnerisk medborgerskab
'Music As Agency: Diversities of Perspectives on Artistic Citizenship' er en ny international forskningsantologi, der fokuserer på begrebet, anvendelsen, fortolkningen og manifestationen af "kunstnerisk medborgerskab" i forskellige sammenhænge.
Med fokus på musik henvender bogen sig til musikere, forskere, undervisere og entusiaster, der gerne vil have en dybere forståelse af, hvordan musik og "musicking" kan påvirke menneskelige interaktioner i retning af social integration, tillid, kulturel bevidsthed og interkulturel forståelse.
De centrale begreber, som bogen behandler, er: Kulturel erfaring, kunstnerisk praksis, musikalske identiteter, retfærdighed, demokrati, fællesskab, aktivisme, modstand og empati.
Maria Westvall, professor på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og leder af CreArC (Copenhagen Centre for Research in Artistic Citizenship), har redigeret antologien, der er udgivet på Routledge, sammen med Emily Achieng’ Akuno. Ved at give et overblik over aspekter af det sammensatte begreb kunstnerisk medborgerskab præsenterer Akuno og Westvall resultatet af forskning og undersøgelse af praksis i et globalt netværk af uddannelsesforskere fra Afrika, Nord- og Sydamerika, Asien og Europa.
Bogen formulerer begreber om kunstnerisk medborgerskab og finder frem til begrebet "artizenship" som en afledning af det sammensatte begreb. Den forklarer og analyserer desuden praktiske måder at opfatte og forholde sig til kunstrum, kunstpraksisser og kunstgenstande på med henblik på at høre til, være og blive i et globalt rum, der er uensartet, polariseret og ofte fremmedgørende, og reagerer dermed på spørgsmål som social retfærdighed, identitet, deltagelse og inklusion.
Foruden Maria Westvall bidrager også RMC-forsker Kim Boeskov med et kapitel - og rektor Henrik Sveidahl med forordet.