Nyhed
19.5.22

Blødgøring af pianoet, spatiale sange og den væltede 4. væg: Tre nye KUV-projekter på RMC

Sharin og Louise Foo, Niels Lyhne Løkkegaard og Jacob Anderskov er alle blevet udvalgt til at lave kunstnerisk udviklingsvirksomhed af Kulturministeriet.

Kulturministeriets pulje til kunstnerisk udviklingsvirksomhed har i år tildelt en samlet støtte på 1,1 mio. kr. til Rytmisk Musikkonservatorium (RMC).

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) er en særlig form for kunstnerisk udforskning på Kulturministeriets uddannelser. Internationalt kaldet Artistic Research og en disciplin, hvor undervisere arbejder med at udforske nye arbejdsmåder og områder gennem kunstneriske eksperimenter og metoder - til gavn for egen praksis, for kunstarten og for uddannelsesinstitutionernes vidensgrundlag. 

I Kulturministeriets definition er KUV en integreret del af en kunstnerisk proces, der fører frem til et offentligt tilgængeligt resultat og ledsages af en refleksion over såvel processen som præsentationen af resultatet. 

Støtten er tildelt følgende tre projekter:

Professor Jacob Anderskov: Genklangen fra den væltede fjerde væg

Under pandemien søgte mange mennesker efter fællesskaber bygget på musikdeltagelse. Som musikmenneske savnede jeg at se musikken komme med et kunstnerisk svar på denne kalden. Projektet vil gennem en kunstnerisk baseret genbehandling af såvel ”ny musik” som ”inddragelse” arbejde med at overskride grænserne mellem scene og publikum, mellem amatør og professionel, mellem eksklusivitet og deltagelse.

Adjunkt Sharin Foo og studielektor Louise Foo: Voicing Spatial Songs

Dette projekt undersøger de kunstneriske potentialer der ligger i spatiale lydteknologier fra et skabende og performativt synspunkt i en pop/rock-sangskrivningstradition. Vi søger kunstneriske, teknologiske og metodologiske erfaringer og fremskridt, der kan facilitere en mere inkluderende tilgang til at arbejde med disse teknologier, mens de er ved at blive udbredt.

Lektor Niels Lyhne Løkkegaard: Multiplayer - Softening the piano, softening the sedimented

I projektet undersøges flyglet som et socialt sted med ønsket om at blødgøre instrumentet gennem forskellige performative gruppehandlinger og udvikle nye spillepraksisser og nye værker for ét flygel og ét ensemble af pianister, der spiller på flyglet samtidig. Med afsæt i Niels Lyhne Løkkegaards kunstneriske praksis undersøges flyglet og andre instrumenter således som  sociale mulighedsrum for herved at genforhandle instrumenterne som både lydgivere og kulturelle markører. Se også forstudiet 'Toast' på YouTube

 

Se mere om KUV-puljen

Find flere forsknings- og udviklingsaktiviteter i RMCs FoU-database