Nyhed
30.5.22

57 gratis musikoplevelser med det bedste af det næste

Sommeraftenerne på Holmen er spækket med mangfoldige koncerter og events til RMC Afgangsfestival.

RMC Afgangsfestival 2022 er to ugers sommeraftener på Holmen midt i København med eksklusive og ganske gratis musikoplevelser fra toppen af vækstlaget.

Hele 57 afsluttende koncerter og præsentationer med musikere, sangskrivere, producere og komponister fra uddannelserne på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er på programmet – med musik i alle genrer, afarter og krydsninger mellem pop, jazz, rock, urban, folk, metal, electronica, avantgarde og lydinstallation.

Se spilleplanen

Som en ultralokal og gratis udgave af showcase-festivaler som Spot og By:larm er RMC Afgangsfestival dermed en unik og bredspektret mulighed for at opleve det bedste af det næste. Og igen i år er det kunstneriske niveau tårnhøjt hos kuldet af udklækkede talenter og stjernespirer, når den mangfoldige koncertrække indtager RMC’s tre koncertsale og to eventlokaler den 13. til 23. juni.

Alle er velkomne på RMC under afgangsfestivalen: De otte festivaldage er uden entré eller forhåndsregistrering, så det er blot at dukke op, tanke i barerne og gå på opdagelse i lyden af morgendagen.

People Like Us ruller ølvognen ind i gården alle dage, hvor også den hurtige sult kan stilles i Kantinen.

 

Hvad: RMC Afgangsfestival 2022

Hvornår: Mandag 13. juni - torsdag 23. juni

Hvor: Rytmisk Musikkonservatorium (RMC)
Leo Mathisens Vej 1, 1437 Kbh K

Hvordan: Gratis adgang alle dage

Følg Facebook-eventet for seneste updates

festivalgrafik

Mere info?

13. - 23. juni

57 koncerter + events

Gratis adgang alle dage

festivalgrafik