Nyhed
20.1.16

Ph.d-forsvar: At spille på øret

Jens Skou Olsen forsvarer sin afhandling om jazzperformance, der bygger på empiriske studier i København og New York.

Docent og bassist Jens Skou Olsen har færdiggjort sit forskningsprojekt At spille på øret: Erfarelse og auralitet i jazzperformance og inviterer i den anledning til ph.d.-forsvar på Roskilde Universitet torsdag 28. januar.

Afhandlingen undersøger, hvordan jazzmusikere, publikum og musikarrangører sammen skaber betingelser, der gør det muligt at opnå udvidede oplevelser gennem jazzperformance. Jens Skou Olsen analyserer jazzmusikeres smågruppe-performancepraksis, blandt andet gennem empiriske studier i København og New York.

Ph.d.-stipendiet er finansieret af Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og er gennemført i samarbejde med Roskilde Universitet (RUC), Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Du kan finde forskningsprojektet her (i pdf-format) og læse mere om relationerne mellem jazzimprovisation, jazzperformance og jazzkultur.

Afhandlingen lægger op til en revideret forståelse af jazzperformance som et socio-musikalsk kredsløb drevet af distinkte erfarelsesdimensioner. Herunder bidrager projektet med en ny typologi for jazzperformance-situationer, der giver mulighed for at forstå jazzperformance som jazzkulturens måder at skabe, udvikle og transmittere jazzmusik og jazzkultur mellem generationerne.

Forsvaret er åbent for alle interesserede, efterfølgende er der reception i foyeren.

 

Jens Skou Olsen - At spille på øret: Erfarelse og auralitet i jazzperformance

Tid og sted

Forsvaret finder sted torsdag 28. januar, kl. 13–16 i lokale 41.1-14 (Biografen) på Roskilde Universitet.

Bedømmelsesudvalg

Connie Svabo, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet (RUC).

Hans Weisethaunet, professor ved Institutt for musikkvitenskap Universitetet i Oslo (UiO).

John Howland, professor ved Institutt for musikk Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU).

Leder af forsvaret

Michael Haldrup, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet (RUC).

Vejleder

Fabian Holt, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet (RUC).