Nyhed
2.12.20

Online musikpædagogisk konference

Årets store fælles konference livestreames ud til musikskoler og deltagere.

Tirsdag 5. januar 2021 indledes året traditionen tro med spændende oplæg, diskussioner og workshops for musikskolelærere og andre interesserede musikaktører til Musikpædagogisk Konference 2021.

Denne gang bliver den store fælles konference, arrangeret af de to københavnske konservatorier sammen med fem sjællandske musikskoler, dog en del anderledes end de foregående år:

Det hele forgår nemlig online, livestreamet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) kl. 9-17.

Formiddagen byder på tre oplæg fra den svensk/venezuelanske flygtningeorkesterleder Ron Davis Alvarez, RMC's nye professor i musikpædagogik Maria Westvall samt stifter af Goldschmidt akademiet Henrik Goldschmidt. Til eftermiddagens program kan alle deltagere vælge sig ind på en workshop.

Klik her for tilmelding og for at se mere om alle dagens foredrag og workshops - tilmeldingsfristen er 15. december 2020.

Konferencen er arrangeret af DKDM, RMC, Københavns Musikskole, Frederiksberg Musikhøjskole, Holbæk Musikskole, Høje Taastrup Musikskole og Vordingborg Musikskole.