Nyhed
29.10.19

Musikpædagogisk Konference: Passion og fællesskab

Årets store fælles konference har fokus på passion, motivation og samspillet med verden omkring os.

Fredag 3. januar 2020 byder på rig mulighed for ny viden og inspiration, når de to københavnske konservatorier sammen med fem sjællandske musikskoler inviterer musikundervisere og andre interesserede aktører til Musikpædagogisk Konference 2020: Passion og Fællesskab.

Konferencen afholdes på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) kl. 9-17.

På programmet er et hav af inspirerende oplæg og workshops fyldt med refleksion, musikpædagogiske ideer og tilgange til arbejdet. Dette års konference kommer til at handle om passion, motivation og samspillet med verden omkring os.

Formiddagen byder på tre oplæg i Konservatoriets Koncertsal fra den danske motivationsforsker Helle Hein, den ungarske professor og musikprædagogiske kapacitet László Nemes samt den norske professor og mangfoldighedsforsker Anders Rønningen.

Efter frokosten vælger deltagerne sig ind på to workshops á hver en times varighed. Workshops med undervisere fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) tæller blandt andet 'Impro-produktion' med Nis Bysted, 'På vej mod en inkluderende musikskole' med Kim Boeskov, 'Samtaleformer i undervisning i kunstnerisk udviklingsarbejde' med Jacob Anderskov, 'At blive medskaber af fremtidens sangkultur' med Malene Bichel, foruden muligheden for åben dialog med rektor Henrik Sveidahl.

Klik her for tilmelding og for at se mere om alle dagens foredrag og workshops - tilmeldingsfristen er 3. december 2019.

Konferencen er arrangeret af DKDM, RMC, Københavns Musikskole, Musikhøjskolen på Frederiksberg, Næstved Musikskole, Høje Taastrup Musikskole og Vordingborg Musikskole.