Nyhed
1.10.15

Kulturnatten på RMC

RMC's studerende giver Kulturnatten puls og bankende hjerte med et særligt koncertformat, som sætter hele Koncertsalen i spil.

Når RMC byder indenfor på Kulturnatten fredag 9. oktober, er det med en række bands kompileret af konservatoriets dygtige studerende som fremmeste repræsentanter.

Hele 13 bands vil optræde mellem kl. 19-23 i RMC's Koncertsal, der i aftenens anledning vil blive sat i spil som en slags åben kæmpescene fri for fastsatte spilletider og andre konventioner. I stedet vil grupperne stille op i cirkelformation og spille eller byde ind efter tur. Alt kan ske!

Det er studerende fra RMC's Lydteknik-linje, der har koordineret aftenens grænsesøgende koncertprogram, som for alvor kommer ud i de mangefacetterede kroge af samtidsmusikken. Her bydes blandt andet på uimodståelige og udenjordisk klingende lydlandskaber fra den nye duo Ace of Earth, spartanske og dansksprogede DIY-ballader fra Musik Til Mor (billedet) kendt fra pladeselskabet Aftenrutine, frie kompositioner i sitrende møde med nedskrevet nodemateriale og grafiske partiturer fra sekstetten Tabula Rasa - og meget, meget mere.

Den fuldstændige line-up er som følger (i tilfældig rækkefølge): While You Wait - BessBessBess – Tabula Rasa – Maya Westman – Musik til Mor – Uraño – The Reeling – Krogh/Jacobson/Hyllested – Jacobian Vlasman CPH – 2 Dreamerz – Elia/Mofjell/Thomsen – Ace of Earth – Marble.

Kom og hør hvad fremtidens rytmiske musikere kan. Niveauet er højt og stemningen ligeså!

Entré mod forevisning af Kulturpas. 

Koncerterne foregår mellem kl. 19.00 - 23.00 i Koncertsalen (ret til ændringer forbeholdes).

I RMC's kantine lige ved siden af Koncertsalen kan der købes mad og drikke fra kl. 18.30.

Læs mere Kulturnattens aktiviteter i området på Kulturnat-Holmen.dk.