På RMC arbejder vi med forskning og udvikling gennem tre hovedområder:
1. Videnskabelig forskning bidrager til ny viden om musik, musikliv og musikuddannelse med særligt fokus på rytmisk samtidsmusik og dens rolle i samfundet. Forskningen spænder fra musikvidenskabelige studier til musikpædagogisk forskning i musikalsk deltagelse og de musikalske økosystemer. Samlet bidrager området til at styrke vidensgrundlaget for forståelsen af musik som social og kulturel praksis.
2. Pædagogisk udviklingsvirksomhed (PUV) har fokus på at holde institutionens pædagogiske praksisser fagligt opdaterede og relevante og samtidig udvikle undervisningen i pædagogik; herunder hvordan studerende uddannes til selv at undervise og facilitere læring.
3. Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) handler om opbygning af viden gennem kunstnerisk praksis og er en central del af vidensgrundlaget på de kunstneriske uddannelser. På RMC danner det særligt fundamentet for konservatoriets største hovedfag ”Kunstnerisk udviklingsarbejde” (KUA). Internationalt forbindes KUV ofte med feltet Artistic Research.
RMC har tidligere arbejdet med en selvstændig FoU-strategi. Selvom forskning og udvikling i dag indgår i institutionens samlede strategi, giver den tidligere FoU-strategi fortsat indblik i de overvejelser og prioriteringer, der har præget området.
Ved RMC indgår Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) i en løbende faglig dialog med nationale og internationale kolleger. Projekter fagfællebedømmes, før de formidles i offentlige og varige formater, med henblik på at styrke kvalitet, refleksion og vidensdeling.
På RMC ser vi kvalitet i KUV-arbejde som noget, der udvikles i dialog – både internt og i samarbejde med andre institutioner i Danmark og internationalt. Det gælder også arbejdet med at udvikle et fælles sprog og fælles rammer for vurdering af feltet.
RMC har i den forbindelse udviklet SITRE – et sæt kvalitetskriterier og fagfællebedømmelsesprocedurer, som lige nu anvendes i vurderingen af færdige KUV-projekter.
Læs mere om SITRE-kriterierne her
RMC har en institutionsportal på Research Catalogue – en international platform for kunstnerisk forskning. Her kan du få adgang til vores forskningsekspositioner og følge den kunstneriske udviklingsvirksomhed, der udføres af RMC’s forskere samt tidligere studerende fra solistuddannelsen.
Via portalen kan RMC’s forskere publicere ekspositioner, hvor kunstnerisk materiale, dokumentation og refleksion samles i formater, der er udviklet til praksisbaseret forskning. Platformen understøtter mange forskellige medietyper og gør det muligt at formidle kunstneriske processer og resultater tværmedielt.
Gå på opdagelse i RMC’s portal på Research Catalogue her.
Fra den 15. til 17. september 2026 danner RMC ramme om den internationale forskningskonference Ambient Music – Critical Explorations, Wicked Problems, and Small Wonderments. Konferencen samler forskere og artister fra hele verden til tre dage med oplæg, lydværker, performances og samtaler om ambientmusik som æstetisk praksis og kulturelt strømfelt.
Med deltagere fra 17 lande undersøger konferencen ambientmusikkens mange udtryk og forbindelser – fra lokale musikscener og kunstneriske traditioner til streamingkultur, lydmiljøer og nye måder at lytte på. Programmet rummer både forskningspræsentationer, audio papers og live performances.
Konferencen er arrangeret af Københavns Universitet og RUC i samarbejde med Rytmisk Musikkonservatorium.
Læs mere om konferencen og tilmeld dig via universitetets informationsside her.