Talk

Sounds Like a Plan

SOUND x RMC sætter fokus på det bæredygtige kunstnerliv med talk, panelsamtale og koncert.
Dato
25.4.24
Tid
17:00-19:00
Adresse

Akvariet, RMC
Eik Skaløes Plads
1437 KBH K

Entré
50 kr

[Tilmelding påkrævet, billetlink herover]

Det kan være svært – både økonomisk og menneskeligt – at få et liv som musiker og kunstner til at hænge sammen. Så hvordan kan man bruge sin kreative og kunstneriske faglighed til at skabe nye karrieremuligheder og leveveje? Hvordan balancerer man arbejdsliv og fritid? Er det på tide at nuancere forståelsen af succes? Og hvordan finder man sin egen vej med musik som omdrejningspunkt, hvis man drømmer om et langt og sundt liv i musikken?

Under overskriften ’Sounds Like a Plan’ sætter SOUND og RMC denne torsdag aften fokus på det bæredygtige kunstnerliv. Vi lægger ud med et live-interview med den dansk-skotske komponist Clarissa Connelly, hvor vi kommer helt tæt på en kunstnerisk kompromisløs karriere, der spænder over adskillige kunstneriske discipliner; fra kor og performance over skuespil til lydvandringer og pladeudgivelser på et af de mest anerkendte britiske pladeselskaber, Warp. I en efterfølgende talk vil fremtrædende musikere, kunstnere og branchefolk diskutere det kunstneriske arbejdes vilkår og muligheder, og drøfte, hvilke nye potentialer der findes, hvis vi breder forståelsen af et kunstnerskab ud. Det kan du høre om fra chef for Autor Andreas Hemmeth, medstifter af Carrie Management Arense Warny, musiker, lydkunstner og lektor i Sound Studies Marie Højlund samt Clarissa Connelly.

Vores moderator og vært Marie Hobitz fører os igennem aftenens program, og aftenen rundes af med koncert med den progressive elektroniske kunstner HVAD.

Dørene åbner kl. 16.30, hvor vi byder på en gratis kold øl (med/uden alkohol) fra Brooklyn Brewery.

Arrangementet finder sted i Akvariet på RMC.

Om de medvirkende

Clarissa Connelly
Clarissa Connelly er som musiker og komponist ved at blive et af de helt store navne, der er vokset ud af den alternative musikscene. Kunstnerisk kompromisløs og med en uforlignelig nysgerrighed har hun bevæget sig rundt mellem discipliner og udtryk. Her kan f.eks. nævnes app’en Vandringen, der forbinder fortidens kulturskatte i naturen med nutidig kunst og musik, og korkoncerter, der forener dans og eksperimenterende vokalmusik i nyskrevne kanoner, der fremføres af et særligt ensemble af sangere og performere. Clarissas kommende album udkommer på det ikoniske pladeselskab, Warp. Hun spiller desuden to koncerter i Akvariet den 10. maj.

Marie Højlund
Marie Højlund er komponist, lydkunstner og lektor i Sound Studies på Aarhus Universitet. Hun er specialist i at etablere stedsspecifikke kunst- og lytteoplevelser; Sansekoncerter, ‘Sansefødestuer‘ på hospitaler, lydinstallationer i det offentlige rum, som huskomponist på Århus Teater - eller når hun under kunstnernavnet Kh Marie laver popmusik. Marie har tidligere produceret og komponeret musik i forskellige bands inkl. Tiger Tunes, Marybell Katastrophy og senest Nephew. Hun har netop modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderslegat for sit flersporede virke som kunstner. 

Andreas Hemmeth
Andreas Bang Hemmeth er i dag chef for Autor, den største organisation sangskrivere i Danmark, men han har også haft en lang karriere som artist og sangskriver, hvor han som en af få danskere har ligget nummer 1 på den amerikanske Billboard chart med 25 guld- og platinplader på væggen. Før det var han særlig rådgiver i Kulturministeriet.

Arense Warny
Arense Warny er artist manager og medstifter af Carrie Management, som hun har drevet siden 2021. Carrie Management fungerer også som en platform, der forsøger at gøre tingene på en ny måde. Som musikkollektiv er formålet at bevise, at man godt kan skabe store karrierer for artister, og samtidig have et stort fokus på mental, økonomisk og kunstnerisk bæredygtighed. 

Marie Hobitz
Marie Hobitz er uddannet journalist og arbejder i dag som radiovært på P3 med særligt fokus på at præsentere ny og alternativ musik. Hun har tidligere være en fast del af sendefladen på P6 med nicheprogrammer indenfor den alternative musik.

HVAD
HVAD aka. Hari Shankar Kishore er stifter af Kommunal Dubplate Service og arbejder i et blandingsfelt af musik, visuel kunst og performance. Under kunstnernavnene Kid Kishore, Albertslund Terrorkorps, Sygtnok, DJ Hvad og HVAD har han siden 2000’erne været en unik skikkelse på den københavnske undergrundsscene. HVAD kommer til RMC for første gang.