Projekt

Tekstur og Formdannelse i Komposition for Større Ensemble af Improvisatorer

Projektperiode:

Sculpting Air in The Sub Habitat (undertitel: Texture and Form in Composition for Larger Ensemble of Improvisers) er en undersøgelse og udfoldelse af kreative processer i komposition for et større ensemble (6+ musikere) af improvisatorer samt af processerne i ensemblets prøver og koncerter. I Sculpting Air fungerer projektlederen både som komponist og performer og arbejder med et ensemble, der er skabt til dette projekt: Sub Habitat.

Medlemmerne af Sub Habitat er: Lotte Anker (DK), Mazen Kerbaj (GER/LBN), Katt Hernandez (S/USA), Nina de Heney (S), Sten Sandell (S), Andrea Neumann (GER) og Burkhard Beins (GER).

Sculpting Air opstod ud af et behov for at fordybe, (gen)undersøge og udfordre projektlederens kompositoriske praksis, herunder æstetiske præferencer og tilbøjeligheder, i et større ensemble af improvisatorer. Projektet blev igangsat med ønsket om at udforske mere eller mindre vage, fragmenterede forestillinger om særlige lydlige og teksturelle kvaliteter samt strukturelle koncepter. Målet var blandt andet at undersøge en højere grad af forbundethed mellem forudbestemte og uforudbestemte elementer i kompositionen.

Projektet er baseret på projektlederens kompositoriske arbejde og fire ensemble-sessioner og -koncerter i perioden 2020-2022. Det inkluderer eksempler og refleksioner fra disse processer, og gennem dem forsøger projektet at formulere svar på følgende forskningsspørgsmål:

Baseret på begreberne tekstur, MODE og LIBRARY, hvordan kan der udvikles nye kompositoriske værktøjer til et større ensemble af improvisatorer i en musik, der afspejler den enkelte musikers lydpalet og udtryk, ensemblets samlede udtryk og identitet samt projektlederens kunstneriske intention?

Herunder:

  • Hvordan kan disse værktøjer anvendes som formskabende materiale i et større formværk, hvor de forudbestemte og uforudbestemte elementer gensidigt forstærker hinanden og dermed udvider det musikalske rum?
  • Hvordan kan ensemblets lydpotentiale udforskes i dialog med musikerne?
  • Hvordan påvirker ensemblets samlede udtryk den kompositoriske proces og omvendt?
  • Hvordan kan der i partiturform udvikles et specifikt vokabular, begreber og notationsformer, der tydeliggør projektlederens kunstneriske intention og formidler balancen mellem kompositionens forudbestemte og uforudbestemte elementer?

Publikation

Eksposition: 

Sculpting Air in The Sub Habitat