Nyhed
28.10.22

Solistuddannelsen samles i ét spor

RMC’s højeste uddannelse ophæver opdelingen mellem den udøvende og den skabende kunstner.

Det er ikke længere enten/eller, men både/og, for nye studerende på solistuddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC). Skillelinjen mellem den performative del og den kompositoriske del af deres kunstneriske virke udviskes nemlig, når uddannelsens to specialiseringer fremover lægges sammen til ét spor.

RMC's solistuddannelse er en to-årig overbygning på det højeste kunstneriske niveau inden for samtidsmusik. Soliststuderende har således i forvejen en kandidatuddannelse i musik fra et konservatorium eller en professionel karriere med tilsvarende kvalifikationer.

Fra det kommende studieår, der starter i august 2023, udbydes uddannelsen ikke længere opdelt i de to specialer ’Solist – Instrumental/vokal performance’ og ’Solist – Komposition’, men samlet som ’Solist – Samtidsmusik’.

”Med omlægningen styrker vi solistuddannelsens profil, så den vil udgøre et endnu stærkere bidrag til samtidsmusikken,” siger uddannelsesansvarlig Niels Lyhne Løkkegaard.

Udforskning i sprækkerne

Solistuddannelsen har hidtil været opdelt i forlængelse af opdelingen på RMC’s øvrige uddannelser: Udgangspunktet på såvel bacheloruddannelsens grundlæggende niveau som på kandidatuddannelsens videregående niveau er, at den studerende har fokus på enten det udøvende eller på det skabende i sin udvikling.

”På det højeste, kunstneriske niveau, hvor solistuddannelsen placerer sig, er det ikke længere fagligt relevant at fastholde opdelingen. Studerende på dette niveau arbejder i en kunstnerisk modnet og afklaret praksis, hvor de ikke længere opretholder en kraftig selvidentifikation som enten udøvende musiker eller som komponist,” siger Niels Lyhne Løkkegaard.

En solistuddannelse på RMC er forankret i ét projekt, der diskuterer en række undersøgelsesspørgsmål, som den studerende selv formulerer. De fungerer som det prisme, hvorigennem den studerende udfører det kunstneriske arbejde i løbet af uddannelsen.

”Uanset at sådanne projekter ligger i forlængelse af en kunstnerisk praksis, skal de også pege på noget endnu ukendt uden for praksis – noget der skal udforskes, og således ikke har gavn af at lade sig foruddefinere i relation til et specifikt performativt eller kompositorisk felt. Og uden opdelingen i speciaIer kan undersøgelsesspørgsmålene udfolde sig i sprækkerne mellem det udøvende og det kompositoriske,” uddyber Niels Lyhne Løkkegaard.

Ansøgningen til Solist – Samtidsmusik er åbnet, deadline er 1. december.

RMC afholder online infomøde om solistuddannelsen 1. november.

koncertfoto

Læs mere om uddannelsen, ansøgning og optagelse

Solistuddannelse
arkivfoto