Jenny Hval er ny æresprofessor på RMC
Den norske sangerinde, sangskriver og forfatter Jenny Hval (født 1980) er internationalt hyldet for en række af 2010’ernes væsentligste udgivelser i det eksperimenterende krydsfelt mellem performancekunsten og populærmusikken.
Med ærestitlen som adjungeret professor vil Jenny Hval med jævne mellemrum afholde workshops og masterclasses på RMC og dermed give konservatoriet og det omgivende musikliv adgang til sine unikke kompetencer.
Jenny Hval er kendt for at vende vrangen ud på den gængse electropop med konceptuelle udgivelser og grænsesøgende koncerter, der kombinerer konfronterende lyduniverser med fængende harmonier.
Hun er en ekspressiv vokalist med tekster, der eftertænksomt og fandenivoldsk undersøger forholdet mellem køn, krop og (pop)kultur. En sangskriver, der på en og samme tid er samfundskommenterende og meget personlig.
”Jenny Hval er en af tidens absolut førende kunstnere inden for den avantgardistiske popmusik, og det er fantastisk for RMC, at kunne tilbyde vores studerende en så enestående kilde til inspiration. Med sin frygtløse og flersidige tilgang til sit udtryk og til sig selv er Jenny Hval et perfekt match for konservatoriets ambition om at skabe musik og musikoplevelser, der beriger og bevæger,” siger Henrik Sveidahl, rektor på RMC.
Jenny Hval følger efter støjrock-ikonet Thurston Moore, jazz-stjernen Jason Moran og impro-stilskaberen Barry Guy som den fjerde i en række af nye udnævnelser af adjungerede professorer på RMC. Målet er at tilknytte et kollegium af musikbranche-personligheder på højeste internationale niveau, der tilsammen dækker den bredde, RMC står for – både inden for genrer og professioner i den rytmiske samtidsmusik. RMC forventer at kunne præsentere yderligere en adjungeret professor i 2018.
”Kollegiet af adjungerede professorer på RMC giver et mærkbart bidrag til konservatoriets vision om at være toneangivende blandt verdens førende uddannelsesinstitutioner inden for rytmisk samtidsmusik,” siger Henrik Sveidahl.
Læs mere om udnævnelsen af Barry Gay som adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium HER
Læs mere om udnævnelsen af Jason Moran som adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium HER
Læs mere om udnævnelsen af Thurston Moore som adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium HER