Baggrunden i baggrunden

I projektet undersøges, hvordan hypering kan bruges som en desorienteringstrategi i forhold til steder som vaklende, mangfoldige fatamorgana-lignende topokosmos.

Projektet søger at udvikle metoder, der tilvejebringer en ufuldstændiggørelse af vestlige ontologier, som ofte indtager forgrunden, men som paradoksalt nok (og afhængig af position)  bliver gjort usynlige ved (over)mætning. Inden for projektet er hypering tænkt som et greb, der gør det muligt at gå udover eller bagom steder - for derved at forvride steder og udforske (og muligvis undslippe) steder, der klæber og  åbne op for muligheden for, at flere steder kan træde frem (og sameksistere) i khora.

Mere konkret håber projektet at bidrage med viden om, hvordan en medieret hypering kan skabe måder at lytte på, hvor forestillinger om neutralitet, klarhed og det stedspecifikke forvrænges i simultane processer af place making, nonplace making, replace making og displace making.

Ved at forhindre menneskeskabte artefakter i at bevare deres status som forgrund i undersøgelser af steder som diffusionsåbne, foldede og vaklende kroppe, gøres fænomenet baggrund både klart og sløret i en samtidig palimpsestlignende dynamik, der udfordrer vestlige forestillinger om lineær tid og mennesker som værende væsensforskellige fra andre kroppe.

Projektet arbejder inden for en teoretisk ramme,  med referencer til bl.a. Doreen Massey, Dylan Robinson, Karen Barad, Sarah Ahmed, Catherine Malabou, Edward Casey, Marc Augé og José Esteban Muñoz.