Global Motion+

Af Nikolaj Hess

Kunstnerisk udviklingsarbejde , - egne kompositioner med globalt udblik 

 
På Rytmisk Musikkonservatorium har docent, pianist Nikolaj Hess komponeret  et kaleidoskop af musikalske billeder, som er udviklet, arrangeret og indspillet  med musikerkolleger fra New York (Marc Mommaas, John Hebert, Tony Moreno,  Ben Monder og Jeff Ballard), hvor Hess ofte spiller og underviser.  
Resultatet er formidlet ved CD'en Global Motion + samt ved enkle lead sheets,  hvor udgangspunktet for det kollektive improvisatoriske udviklingsarbejde i  band' et er noteret i enkle grafiske modeller. I peer reviews (internationale og nationale anmeldelser) beskrives det  kunstneriske resultat som: 

"En sammensat jazz, hist og her en afrikansk sound og så godt som alle  vegne en amerikansk såvel som nordisk tone. Men da det globale album  samtidig er fokuseret, er det i den grad værd at fordybe sig i" 

og
 
"Throughout Global Motion+, Hess and his unit create a musical language of their own, one which combines the worlds of East and West, Europe and  America into a dusty multicultural stew of bouncing rhythms and complex melodies." 

Ved et efterfølgende interview gennemført af konservatoriets forskningsleder har Hess gjort rede for projektets betydning for Hess' egen undervisning i komposition og kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Interviewet er nedskrevet til formidling herunder.

Albummet er at finde på Spotify og iTunes

DOCENT NIKOLAJ HESS INTERVIEWET AF FORSKNINGS- OG UDVIKLINGSLEDER LARS BRINCK

Nicolai Hess er pianist, komponist og underviser ved Rytmisk Musikkonservatorium.

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed, hvad betyder det i dit virke som kunstner?
Hvis jeg nu beskriver vores ’Spoiled child’ –projekt, som i virkeligheden startede med et andet projekt, hvor jeg sammen med to musikerkolleger lavede et projekt, som vi kaldte ’interaktiv musikteknologi’. Her tested vi forskellige typer softwaree og hvordan man kunne spille sammen med computeren, i virkeligheden. Det var i hvert fald eet af startpunkterne til ’Spoiled Child’- projektet. Vi dykkede ned i PD og Max (hed de typer) og en række andre softwareprogrammer, hvor vi lavede nogle optagelser, prøvekøre nogle programmer, som man kunne interagere med musikalsk. Og det var et relativt lille projekt men som inspirerede til det næste projekt, Spoiled Child, som var et mere … et større projekt, som så endte med en CD-udgivelse.
…eller ikke endte der, men lige præcis aldrig ender, for det ender jo nemlig aldrig. Det havde en mellemstation som var et flot hovedpunkt med den CDudgivelse. Det var så igen at prøve at lave noget ny musik, at prøve at lave noget sammenspil men med en akustisk jazzkvartet og noget computer. Hvordan man kunne bruge computer og moderne teknologi og interaktive programmer og så også andre måder: Vi havde alle mulige forskellige ting vi ville teste. Og det så selvfølgelig den gode gamle med, at man har en ide, der ulmer i hovedet og den er ikke nødvendigvis klar lige fra starten, så det kan være et mere eller mindre tåget landskab, man kigge på inde i sin hjerne, som man så ligesom gradvist kaster lys over og siger: "Nu vil prøve at kigge nærmere på det her område og på det her område" og det er selvfølgelig både sådan om, hvordan musikken lyder, der kan have det der. Det kan også stå helt klart, lysende klart. 
Pludselig så vågner man op med det der Bing! Sådan lidt Mozart-agtigt eller det kan den lidt mere tågede, hvor man sådan… yeah, der er et eller andet i den her retning, hvor man nærmest..ved hvordan det ikke lyder og har et . Et…uklart billede af, hvordan det skal lyde. Som måske også modulerer sig lidt hen ad vejen.
Sammenlignet med en billedhugger, der… eller en træskulptør, der fjerne træ for så at komme ind til figuren, der ligger inde i træet.. Det synes jeg er sådan et fint billede på det. Man står ligesom med det der stykke træ, og man ved der er noget inde i det. Et af de mange, utroligt mange billeder, man kan sætte på det der, ikke?
Og vi var oven i kæbet flere om det her projekt. Så er der ligesom den del af med, som er, at man inspirerer hinanden og sparrer og får .. ens ideer udvikler sig og ændrer form i mødet med de andre. Ligesom danner nye kemiske forbindelser og bliver til nye figurer.

Så der er både en individuel fase, hvor man får ideer, bliver inspireret af noget, man nærmest ikke ved
hvad er, Og så er der en mere konkret og kollektiv fase, hvor man sparrer på kryds og tværs og også ved,
at det skal føre hen til noget?
Ja, præcis, vi havde nogle processer, hvor vi mødtes og øvede. Det kunne være at vi havde ligesom.. jamen det her .. vi skal have afsøgt det her område, med 7/4 . Hvad har vi ikke undersøgt inden for det og hvordan kan vi lave de her forskellige grupperinger.. altså hvor det bliver meget konkret, ikke? Og ligesom... Hvordan er det med flere lag af det? Hvis vi nu både spiller noget .. en halvnodepuls henover det og en punkteret fjerdedelspuls hen over det og en 2 mod 7 henover det osv osv. Altså ligesom alle .. en meget konkret og teknisk undersøgelse af den afdeling af de rytmiske muligheder i 7/4 altså man…

Så man er på en eller anden måde blevet enige om: Nu undersøger vi noget med den her polymetriske
eller skal kalde det polyrytmiske ’ting’. Nu går vi i kødet på det her?
Ja, simpelthen.

Kan du fortælle, hvor ideerne til den måde man så arbejder på, kommer fra?
De kommer jo fra cirka 4 gange 40 års opsamling af ideer og erfaringer, hvis man er fire musikere, der er 40 år gamle. Simpelthen. Det er at hvad man har lært og samlet til sig og læst og hørt og (…) og selv er blevet undervist i og Altså, hele den faglige viden, man har. Plus de ideer man har tænkt. De forhåbentlig nye tanker, man kommer på, ikke? Hvad med hvis vi gør sådan her? Og så viser det sig jo også tit, at , nå ja, det var ligesom de gjorde dengang, og den og den. Og så nogle gange opstår der så noget splinternyt.

I den proces, er det da vigtigt at gøre sig klart, hvor man får sine ideer fra? Eller er det lige meget?
Fortæller man fx det til hinanden? *Jeg var i øvrigt lige’.. og *Jeg mødet lige den og den’ ? Jeg hørte lige den og den plade, hvor de gjorde sådan og sådan’?
Ja, det kan man sagtens gøre, men det er ikke nødvendigvis vigtigt. Altså i processen, tænker jeg. I forhold til det her projekt har det ikke været sådan: ’Miles Davis gjorde jo sådan, og Men det kan jo være, at det er sådan det er opstået. Eller at, nå men, de lavede på den der indspilning der har de jo gjort sådan så.. det er måske mere med hvad man ikke vil gøre, altså at man ah ved I hvad, det her kan vi ikke gøre, fordi det er allerede gjort af den og den .. da sætter man mere referencer på. Hvor hvis det er ideer til, hvordan man udvikler videre, da er det måske ikke så nødvendigt for os hele tiden at referere til, hvor vi har det fra. Men det kan man måske heller ikke, så? Nej, fordi alt det man har samlet op, det er jo blevet til en integreret del af en selv, og afhængig af hvordan man ..ens hjerne er skruet sammen så husker man jo mere eller mindre godt, hvor det kommer fra. Om det er noget man selv har fundet på eller om det er noget man altså nogle er meget katalog.. har en god dygtig bibliotekar og kataloghjerne og kan huske …jamen så’n og så’n, det kommer fra det og det og nu prøver vi at kombinere det med det her, der kommer fra det og det og det, og det bliver det så til .. det ved vi så ikke. Og andre agerer mere intuitivt? Ja, eller lad os prøve at gøre sådan, altså også nogle konkrete ting. Jeg laver den her, det her mønster, du laver det her og så kan Jonas lave det der mønster, og så ser vi hvordan det lyder sammen, ikke? 

Kan man så sige, at man har systematiske måder at finde ud af, om projektet bevæger sig i den rigtige retning? Hvordan ved man, om man er på rette spor i sit udviklingsarbejde? Kan man tale om nogle måder, nogle metoder, som du har erfaring med virker i de her udviklingsprocesser? Altså, hvad gør, at man bruger noget frem for at man ikke bruger noget, tænker du?
Ja, fx Det er jo en fornemmelse, nærmest, ikke? Det være godt at optage musikken, det kan være en måde. Men ikke altid, langt fra. Men i den her proces med ’Spoiled
Child’ har vi gjort det meget. Vi har haft meget eksperimenterende tid i studiet, hvor man netop har haft mulighed for at gå tilbage og lytte. Det er jo meget brugt og det lærer man meget af. Man har jo også sin egen indre båndoptager, som man så .. at man lægger mærke til, hvad der sker undervejs og så tænker, ’det der, det var nok– sandsynligvis– en blind vej. Lad os efterlade det. Men det her.. her har vi fat i noget. Og som altid kan man have ret eller tage fejl og nogle gange går man tilbage til en blind vej – hvad man troede var en blind vej, hvor det viser sig:
Gud, det er helt fantastisk det her. Så det er sådan en fornemmelse, og det kan være, at nogle er stædige med en ide, som andre måske tænker ikke holder, og det kan vise sig, at den holder, Eller, igen, at det fører til noget andet, som krævede, at man gik ned ad den der – måske- blinde vej. Som det jo er med forskning også, at nogle gange må man .. hvor der tilsyneladende ikke er noget at hente, som så til gengæld måske har et biprodukt, eller som gør, at man opdager noget, der så er nyt og friskt. Ja, det en vigtig præmis, det der med at man er nødt til at undersøge nogle ting, som man ikke ved om bliver en succes eller ej. Og det gjorde vi også på den rejse, som Spoiled Child projektet var: I starten af processen lavede vi nogle indspilninger, som ikke var demo indspilninger til os selv, hvor vi improviserede frit i 3-4 dage si studiet. Vores mål var: Nu skal vi improvisere frit, og så ud fra det, der fremkommer af det skal vi  så komponere noget musik, altså bruge materialet , se hvad der kommer fra vores ubevidste og så senere hen bruge det i en mere bevidst proces. Så det er en anden måde at få nye ideer på. Altså at det er en kollektiv inspirationsproces. 

Senere komponerer man så individuelt inspireret af disse kollektive improvisationer?
Ja, efterfølgende havde vi så alle sammen materialet, hvor man så kunne sige, jeg vil faktisk bruge det her motiv , der kom ud af det her til at noget, og det endte så selvfølgelig med, både at nogle motiver, der fremkom undervejs og ideer, der fremkom undervejs, at de så blev ført videre, men også at selve det. Vi indspillede blev en del af en sampling, der lå i baggrunden. Plus at vi også ud af noget af det der fri improvisation, da lavede vi så en videreudviklet, kan man sige, ny indspilning, hvor vi improviserede frit men alligevel havde sat nogle rammer, for det.
Så det fungerede både som ’ vi udvikler nye ideer’ men det fungerede også som ’ vi øver os på at blive bedre – som den her gruppe – til at lave en indspilning [med kollektiv improvisation]..
For det var så en ande forberedelse hen ad udviklingsvejen, det var det der med, at vi har øvet os.
Og det der med at øve, det er det der med at, OK, nu har vi den her sang og vi har fundet frem til den her komposition, og den skal vi så lære at spille. Men i det er så også indbygget det, at vi udvikler, hvordan vi spiller og.. – vi udvikler nye måder at gå til materialet på, som gør, at materialet også bliver nyt. Altså, man kan sige, der er både grundmaterialet, men der er også hvordan vi forholder os til det. Og vi improviserer over det men også hvilke roller vi finder til det. Hvordan vi pakker det ind og hvordan vi… ja.

Kan vi bruge lidt tid på at snakke om, hvordan du tænker, at dine erfaringer med KUV har betydning
for din undervisningspraksis her på konservatoriet?
Der er flere sider af det.
En ting er de konkrete materialer, der kommer ud af min KUV. Og det er selvfølgelig en CD, som jeg kan sætte på og (forhåbentlig) sige: ’Nu skal I høre noget, der lyder godt’. ’Sådan skal man spille … trommer’ Eller, sådan KAN man spille trommer, selvfølgelig, Jeg kan bruge det .. Hvis jeg i en undervisningssituation tænker.. hvis trommeslageren … ja, det er godt det du laver, men jeg kunne godt tænke mig, .. du har brug for at lære noget mere konkret inden for det her abstrakte univers, vi lige nu er i, fx lyt til det her. Og så kan jeg måske tage et KUV-projekt frem ,som er indspillet, hvor der var et godt eksempel på det.

Er der så forskel på, om du så tager dit eget KUV-projekt frem eller om du tager en hvilken som helst
plade nede fra biblioteket frem?
Ja, det skulle der gerne være. Fx hvis vi nu er i 7/4, som vi talt om før, så.. det er selvfølgelig meget normalt at spille i 7/4, men det er alligevel en nyere ting på landkortet inden for vores rytmiske samtidsmusik.. Her har jeg så et eksempel på, hvordan man kan forholde sig forskellige måder til det at spille i 7/4 på. Lyt til den. Og så kan jeg forklare, fordi jeg selv har været med i processen, og så …
Materialet er jo selvfølgelig brugbart i undervisninge. Det er ny musik med nogel udfordringer, som man lærer noget af, både som instr. Men også som komponist, fordi det indeholder nogel aspekter, som man måske ikke har tænkt over før og det indeholder dermed også en slags metode,

Vil du ikke fortælle mere om, hvordan det, at du selv kender processen, får betydning for
trommeslageren? Har du erfaringer med fx procesmetoder, som du kan give videre?
Jeg har jo også al materialet fra den lange udviklingsproces. Nå de så skal lave deres projekter, udviklingsprojekter, i alle dele af deres udvikling, både i deres arbejde med instrumentet, arbejdet med at skrive ny musik og arbejde frem til en koncert eller en indspilning, da har jeg så alle de erfaringer fra hele mit liv som kunstner, men også fra de her projekter ved jeg ligesom: ’du kommer gennem forskellige stadier i det her, og så …’ bar den der forklaring med at ’ jamen, det starter måske med, at det er lidt utydeligt, og så finder man ud af det hen ad vejen og nogle steder undervejs tror man man måske at det … gud, det er helt galt det her, ikke? Altså der sådan alle mulige erfaringer, men så …’du har det sådan der lige nu, den er god nok, det er en naturlig del af denne her proces, og det så fx jan gøre…:* Så har ligesom en vifte af muligheder, hver gang de måske tror, de sidder fast. 

Fordi du har erfaringen selv?
Ja, præcis. Og det er både erfaring i arbejdsproces og det er selvfølgelig også faglig ekspertise, som jeg har tilegnet mig, også fra de kunstneriske udviklingsprojekter. Altså, jeg har både nogle konkrete redskaber: ’Ved du hvad, du kan gøre .. prøv det her , som vi arbejdede med i Spoiled Child projektet med en halvnoderytme, der går på tværs. Det er det du har brug for. Den brugte vi her i det her projekt, den kan du også bruge her’. ’Nå ja, det kan jeg også’ eller ’Nej, det kan jeg ikke’. ’Nå, men så prøv den her i stedet for, er det noget? Og så selvfølgelig også det der med, ’du er her i processen, Det næste du skal tænke på det er at …fx samle lidt op på alle de ideer, du har, og konkretisere dem lidt mere. Nu har du masser af løse ideer, nu er det tid til ligesom at kondensere dem og arbejde mere konkret videre med hver enkelt, med de ideer, du så vælger’.

Og det alt sammen erfaringer, jeg også har fra mine egne KUV-projekter.
Det er nærmest proceserfaringer?
Ja, hvordan er hele den der lange proces. Og det de også kan bruge det er hele den musikkultur, som vi skaber med vores CD’er, kompositioner og hvordan vi ellers …der er jo en masse forskellige medier, som vi bruger til at publicere vores musik, mewn det vil også påvirke dem og den musik, de laver.
Altså, som vi også har snakket om tidligere, så kan det være, at lige er en enkelt vending fra det der måske MEGET komplicerede stykke musik, jeg lavede i det her KUV-projekt, som de så bruger som hook line til deres næste projekt.

Og hvis de ikke får øje på den type muligheder, så gør du så som deres lærer opmærksom på, at det er en
mulighed? Giver du dem så forskellige redskaber til at får øje på sådan nogle inspirationskilder?
Ja, konkrete metoder. Hvordan kan man komponere et stykke musik, altså tage udgangspunkt i melodien, i akkorderne eller i groovet eller i stemningen eller i følelsen eller i en teknisk detalje, osv osv.
Det er jo eksempler på kompositionsmetoder, som der selvfølgelig er rigtig mange af, og som jeg også både udvikler og lærer nye af, når jeg laver et kunstnerisk udviklingsprojekt. Så det bliver også til vores musikkultur og den udvikling, den så har. Med alle de der projekter. At alle – både studerende og lærere – i virkeligheden er udviklere af ny kunst.
Ja, vi bygger videre på vores egen identitet her i vores område.

Er der mere du vil huske at få med her?
Altså, hvis vi nu tager Spoiled Child projektet: Der er den der start-proces, hvor man får de mere eller mindre tydelige ideer. Så er der øveprocessen undervejs, hvor man udvikler ideerne og arbejder med dem. Selve processen med at lave kompositionerne, som vi så også øver på og som bliver til en CD. Eh, så fører det videre ud i musiklivet i DK og hele verden og så også ned i undervisningen, både som musik, de kan lytte til og lade sig inspirere af – og stjæle fra – til deres egne nye ideer og alle de metoder vi både har brugt og lært nyt om og måske fundet på nye metoder også, som vi så videregiver i undervisningen, både som i konsulentsituationer, hvor de sidder fast eller skal lære noget nyt om noge, men også som bare noget vi kan tage med og decideret undervise i ’nu skal du høre: her er et kursus i komposition’ og da bruger jeg så selvfølgelig mine erfaringer fra det her kompositionsprojekt. Plus jeg så også i vejledningssituationen der selvføgelig har forbedret og forfinet mine egne kompetencer inden for hvad der virker, hvad er god komposition og hvad er ikke god komposition. Jeg er blevet fagligt dygtigere også. Det var vel i virkeligheden en lille kort rundtur omkring Spoiled Child og projektets betydning for andre.

Har du erfaring med at vejlede de studerende gennem sådan en lang proces, fx i det faglige forløb, som vi kalder KUV i studieordningen?
Ja, bestemt. Hvor jeg hjælper dem til at få de ideer, de har inden i hovedet konkretiseret, og det bruger jeg selvfølgelig alle mine erfaringer. Og videre i processen, hvor det bliver de mere konkrete faglige tind, der bliver arbejdet på, men også selvfølgelig processen med, hvordan man laver sådan et projekt og så til sidst med at runde det af og evaluere hele processen.

Der ligger så også en dokumentationsfase?
Ja, der ligger typisk en indspilning eller en node. CD, node eller koncert.

Er der så også i en studerendes KUV-arbejde krav om, at den studerende dokumenterer og reflekterer over sin proces og ad den vej bliver klogere på sit eget udviklingsarbejde?
De får rigtig meget ud af at lave projekterne, lave musikken og de gør sig selvfølgelig også en masse overvejelser. Det sker næsten automatisk. Det er selvfølgelig også godt at dele de erfaringer med andre.

Hvordan gør de så det?
Det gør de under evalueringen. Det er typisk gennem snak mellem lærer og studerende og mellem de studerende indbyrdes. De fremlægger også projekterne for hinanden. 

Som en slags peer review?
Ja, det kan man sige. De bruger også hinanden som sparring inden for nogle af deres projekter.

Er det så noget du hjælper dem med og lægger op til at de skal huske at gøre?
Altså, det er noget vi gør i projektgruppen. Her er vi nu. Nogle gange er det meget succesfuldt, hvor de kan bruge hinanden. Andre gange kan de ikke så godt bruge hinanden. Så er det mere mellem læreren og den studerende, at der er noget der kan bruges.

Så kan det være, at en studerende får udbytte af dine kommentarer til en anden studerende? Måske endda på et senere og uventet tidspunkt?
Det er klart. Så jeg prøver tit at være lidt mere generel i mine kommentarer, når vi er en hel projektgruppe.