Kære ven af RMC,
Programmet er klar, vi glæder os rigtig meget og håber at se dig til årets højdepunkt på konservatoriet:
RMC Afgangsfestival 2024
Det bedste af det næste: Sommeraftenerne på Holmen er spækket med mangfoldige musikoplevelser til RMC Afgangsfestival 2024 med 55 gratis koncerter og events.
Se hele spilleplanen med detaljerede foromtaler på rmc.dk/afgang24
RMC Afgangsfestival er Københavns største festival med upcoming musik og lydkunst. To ugers sommeraftener på Holmen midt i Hovedstaden med særlige og ganske gratis musikoplevelser fra toppen af vækstlaget.
Nogle dimittender spiller i deres kendte line-ups, andre i nye konstellationer med helt nyt materiale. Blandt årets koncerter finder du de Roskilde Festival-aktuelle Thomas Mulcahy Alexandersen (kingtommi) og Lasse Jacobsen (Yör) – foruden en række navne fra tidligere Roskilde-plakater som Lo Ersare (Lucky Lo), Sophia Hage (Debbie Sings), Benedicte Pierleoni-Nielsen (Baby in Vain), Martin Tangsgaard (iB101), Julius Vinther Raabo (Neon Priest), Albert Aagaard Hertz (Aperly High), Sharon Kumarswamy (Ravi Kuma) og Majke Voss (Broken Twin).
Over 50 afsluttende koncerter og præsentationer med musikere, sangskrivere, producere og komponister fra uddannelserne på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er på programmet – med musik i alle genrer, afarter og krydsninger mellem pop, jazz, rock, urban, folk, metal, electronica, avantgarde og lydinstallation.
Som en ultralokal og gratis udgave af showcase-festivaler som Spot og By:larm er RMC Afgangsfestival dermed en enestående eklektisk mulighed for at opleve det bedste af det næste. Det gjorde et samlet publikum på knap 5.000 koncertgængere til sidste års udgave, og igen i 2024 er det kunstneriske niveau tårnhøjt hos kuldet af udklækkede talenter og stjernespirer, når den mangfoldige koncertrække indtager RMC’s fire koncertsale og eventlokaler den 10. til 20. juni.
Alle er velkomne på RMC under afgangsfestivalen: De otte festivaldage er uden entré eller forhåndsregistrering, så det er blot at dukke op, tanke i barerne og gå på opdagelse i lyden af morgendagen.
Herslev Bryghus ruller ølvognen ind i gården alle dage, hvor også sulten kan stilles med snacks og gryderetter fra Jacob & the Spices.
Mere info?
Kontakt kommunikationsansvarlig Noe Habermann på nha@rmc.dk eller 4188 2512.
|