Uddannede musikere finder beskæftigelse som freelance-musikere i bands, som solist eller i forbindelse med teater-, tv- og filmproduktioner. En del uddannede arbejder som komponister, sangskrivere og producere i egne såvel som i andre kunstneres projekter. Mange uddannede musikere underviser endvidere i musikskoler, højskoler, efterskoler, dagskoler eller som privatpraktiserende undervisere. Endelig etablerer nogle uddannede egen virksomhed for eksempel inden for læring, computerspil, lyddesign, filmmusik med videre. Beskæftigelsesmulighederne er afhængige af både markedskonjunkturer i branchen og kulturpolitiske prioriteringer og kan derfor være stærkt svingende.
Selina Lannie, dimitteret i 2018
Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg arbejder professionelt som musiker og sangskriver i bandet Nelson Can og studerer videre på RMC på kandidaten på Music Creation.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Som professionel musiker ved siden af studiet er dagene aldrig ens. De fleste uger deltager jeg i undervisning eller løser opgaver på skolen – her bruger jeg også skolens faciliteter til at skrive musik, jeg bruger i min karriere som musiker. Nogle uger turnerer jeg og andre arbejdes der på indspilning af album eller skabelse af nye projekter. I bund og grund er min dagligdag ret flydende, og man bliver hurtigt god til at finde sine egne rutiner i det der kan føles som kaos.
Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Jeg havde hørt fra venner, at skolen var under forandring, og at man ikke behøvede teoretisk baggrund for at blive optaget. Jeg havde aldrig gået på nogen form for musikskole eller modtaget undervisning før, så det var på en eller anden måde bare virkelig oplagt for mig at prøve at søge. Og så kom jeg sgu ind. Musiker-linjen passede bare perfekt til mig, fordi jeg ikke anede hvilken slags musiker eller kunstner jeg var og kunne blive, og linjen åbnede op for alle mulige døre til kreativitet.
Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
At man virkelig kan forme og bruge sin undervisning og sin tid på RMC som man vil. Man kan skræddersy den, så den passer perfekt til ens behov. Man kan vælge at tage alting med herfra, eller lære hvordan man sorterer i den viden man ønsker at bruge videre i sin kunst eller i sin fremtid i musikbranchen.
Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Jeg fornemmer en udbredt DIY, do it yourself, tilgang til branchen, hvor musikere bliver bedre og bedre til at søge viden om deres egen karriere. Og en DIT, do it together, hvor vi både som branchepersoner og musikere hjælper hinanden fremad og deler vores viden. Hvis det bliver ved, så virker fremtiden i musikbranchen nu meget lys.
Laurits Hyllested, dimitteret i 2018
Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg underviser på to musikskoler og så arbejder jeg som freelancetrommeslager og komponist. Foruden at være sidemand i forskellige projekter laver jeg for tiden musik til en dokumentarserie og arbejder på at få min debutplade ud.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Det er svært at være sin egen boss! Jeg prøver at strukturere min hverdag så jeg tidligt på dagen får lavet alt det administrative for senere af kunne være mere fri og have tid til at fordybe mig i hvad der lige optager mig. Inden jeg blev færdig var jeg så bange for om jeg overhovedet ville få lavet noget musik efter kons, når jeg nu var helt alene. Jeg har fundet ud af at der er masser at lave, hvis man også bare selv er lidt proaktiv. Det sværeste er at prioritere de ting der er virkelig vigtige.
Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Musiker var den uddannelse alle mine store helte havde gået på, så jeg tror jeg forsøgte at gå i deres fodspor. Jeg kom lige fra MGK og højskole hvor der var fuld fart på bare at spille musik, så jeg følte også at det var der jeg havde min berettigelse.
Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Netværk. Jeg fik et stort netværk som jeg i dag trækker meget på i alt hvad jeg laver. Derudover fik jeg gennem uddannelsen mulighed for at lære nogle af de musikere at kende som jeg så allermest op til, og det gav mig på en måde en blåstempling og en vigtig tro på min egen musikalitet.
Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Jeg ved ikke så meget om branchen, men jeg ved at der bliver ved med at blive lavet en masse spændende musik og det er det vigtigste. Jeg tror at det er vigtigt, i denne tid der fodrer individet og det personlige projekt, at holde fast i nogle af de fællesskaber som man for eksempel skaber gennem sin uddannelse og være opmærksom på at hjælpe hinanden til at skabe et liv med musik.
Danielle Dahl, dimitteret i 2015
Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Lige nu går jeg i skole igen, jeg tager min kandidat i Los Angeles ved CalArts, men i de tre år imellem jeg dimitterede og nu arbejdede jeg freelance som komponist og udøvende musiker.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Mit freelancearbejde har delt sig mellem kompositionsarbejde i form af bestillingsværker for små kammerensembler, og koncertvirksomhed og arbejde i studie med mit soloprojekt. Til det kommer det så ret meget administrativt arbejde med ansøgninger og regnskab, mails, osv. Det troede jeg ikke, når jeg ville blive musiker, men det føles som at det er det, jeg bruger mest tid på.
Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Det vigtigste var at jeg traf en masse andre musikere og hurtigt fik et stort netværk i København, som jeg akkurat var flyttet til. Jeg spillede en masse koncerter og fik skrevet en masse små kompositioner. Jeg synes det var spændende at blive tvunget til at samarbejde med musikere som var meget forskellige fra mig selv, jeg fik sat mig selv og mit virke i perspektiv. Og så fik jeg troen på at jeg faktisk var god til at lave musik, det troede jeg ikke rigtig på inden jeg startede på RMC.
Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Jeg tror der er en generel tendens til at man skal kunne lidt af det hele, og det synes jeg er fedt egentlig. Nu hvor jeg bor i USA får jeg virkelig sat støttemulighederne vi har i Norden i perspektiv. Vi er sindssygt heldige at have så meget offentlig støtte til kultur, og jeg håber det ikke forsvinder de kommende år. Her i rovkapitalismens land arbejder folk virkelig meget i tillæg til sin musik. Det skaber en energi som kan være god, men samtidig så synes jeg ofte kvaliteten lider under at folk ikke har nok tid til virkelig at fordybe sig. Jeg håber streamingmodellen bliver bedre for mindre, uafhængige artister.
Tobias Johannes Pfeil, dimitteret i 2016
Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg er freelancer og arbejder med mange forskellige projekter. Jeg har mit eget projekt, Tobi Duchampe, som er et kunst/performanceprojekt som stadig skifter karakter og form. Ved siden af producerer jeg musik til teater og film, og spiller i bands. Jeg driver også koncertserien og undergrundslabelet Fake Boom.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Min hverdag er meget variabel og meget uforudsigelig. Men det kan jeg også godt lide. Når jeg er i gang er det non-stop. En uge måske på tour et sted i Europa, hvor vi spiller hver aften. Så måske en uge hvor jeg arbejder med en teaterforestilling. Så måske en uge hvor jeg catcher op med mine e-mails og mikser på mine tracks til mit eget projekt.
Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Siden jeg var 10 år gammel vidste jeg, at jeg ville arbejde med musik. Jeg søgte Musiker-uddannelsen på RMC da jeg var interesseret i at være instrumentalist i en række forskellige kontekster og havde behov for en uddannelse, der gav mig masser af stimuli og frihed til at udforske meget på egen hånd.
Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Sindssygt mange impulser og refleksioner fra medstuderende og underviserne. Jeg fik mulighed for at have timer med nogle rigtig seje folk som virkelig gav mig indblik i hvordan man kan gøre musikken til en livsstil. Samtidig lærte jeg rigtig meget om digital musikproduktion, hvilket er essentielt for alt jeg laver nu.
Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Musik er tidløst og universelt i sig selv. Så den er jeg ikke bange for. Branchen skyder sig selv i foden fordi den skaber afgrænsede arenaer og udtryk den så kapitaliserer på til der ikke er mere at hente. Jeg fokuserer på musikken, og den frihed der opstår i det musikalske øjeblik, og tænker ikke så meget på branchen udover at jeg tager kontakt og forsøger at samarbejde med de mennesker jeg synes har gang i noget spændende.
Jonatan Uranes, dimitteret i 2017
Hvor arbejder du i dag?
Om jeg skal mikse, lodde, dubbe, programmere eller designe, så gør jeg det stort set hjemme i min lejlighed. Om jeg skal larme, gør jeg det i mit øvelokale. Skal jeg fremføre noget, så sker det tit på spillesteder eller i huse. Jeg har også et sidejob som butiksmedarbejder i Brinck Elektronik, hvor jeg tjener mine penge.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Alle dage er forskellige. Jeg har ikke rigtig nogen rutiner. For nylig tog jeg for eksempel på turné med min støjrock-duo Uraño. I halvåret op til turnéen gik der meget tid med at sende en masse mails til arrangører, komponere/indspille/mikse vores udgivelse, designe omslag og turnégrafik, dubbe kassettebånd, programmere hjemmeside og ikke mindst øve på vores musik.
Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Fordi det er den uddannelse jeg kender til, der passer bedst ind med mine visioner om hvad musik er og kan være. Grunden til at jeg uddannede mig overhovedet er fordi jeg havde lyst til udforske min musik på fuld tid, uden at skulle være økonomisk afhængig af det.
Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Der er mange gode ting jeg har lært af at gå på RMC. Deriblandt at jeg ikke så godt kan lide at forholde mig akademisk når jeg laver min støj. Måske vigtigst af alt har jeg mødt mange mennesker som jeg nok ellers ikke ville have kommet i kontakt med. Og haft utallige samtaler om musik jeg ikke har kunnet finde andre steder.