RMC Afgangsfestival 2023
Det bedste af det næste: Sommeraftenerne på Holmen er spækket med mangfoldige musikoplevelser til RMC Afgangsfestival 2023 med 55 gratis koncerter og events.
Se hele spilleplanen med detaljerede foromtaler på rmc.dk/afgang23
RMC Afgangsfestival er Københavns store festival for upcoming musik og lydkunst: to ugers sommeraftener på Holmen midt i byen med eksklusive og ganske gratis musikoplevelser fra toppen af vækstlaget.
Nogle dimittender spiller i deres kendte line-ups, andre i nye konstellationer med helt nyt materiale. Blandt årets koncerter finder du eksempelvis de Roskilde Festival-aktuelle Clarissa Connelly, David Engelbrecht (Fraads) og Melodi Ghazal Soltani.
P3 Guld-vinder Fine Glindvad (Chinah), DMA Roots-vinder Luna Ersahin (AySay) og DMA Jazz-vinderne Simon Forchhammer og Frederik Engell (Alawari).
Interskandinaviske anmelderdarlings som Lola Hammerich (Baby in Vain), Henriette Motzfeldt (Smerz), Ingri Høyland (Hôy la), Anders M. Jørgensen (Slægt), Troels Damgaard-Christensen (Collider) – og den Nordisk Råd-præmierede cellist Jakob Kullberg, der redefinerer sin musikalske identitet og er begyndt at synge.
Over 50 afsluttende koncerter og præsentationer med musikere, sangskrivere, producere og komponister fra uddannelserne på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er på programmet i år – med musik i alle genrer, afarter og krydsninger mellem pop, jazz, rock, urban, folk, metal, electronica, avantgarde og lydinstallation.
Som en ultralokal og gratis udgave af showcase-festivaler som Spot og By:larm er RMC Afgangsfestival dermed en unik og bredspektret mulighed for at opleve det bedste af det næste. Og igen i 2023 er det kunstneriske niveau tårnhøjt hos kuldet af udklækkede talenter og stjernespirer, når den mangfoldige koncertrække indtager RMC’s koncertsale og eventlokaler den 12. til 22. juni.
Alle er velkomne på RMC under afgangsfestivalen: De otte festivaldage er uden entré eller forhåndsregistrering, så det er blot at dukke op, tanke i barerne og gå på opdagelse i lyden af morgendagen.
Mikkeller ruller ølvognen ind i gården alle dage, hvor også sulten kan stilles med gryderetter fra Jacob & the Spices.
Mere info?
Kontakt kommunikationsansvarlig Noe Habermann på nha@rmc.dk eller 4188 2512.
|