RMC Podcast: Thurston Moore er vært på første afsnit
Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er gået i luften med RMC Podcast, så du på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet kan tjekke op på RMC’s mange spændende aktiviteter:
Artist talks med anerkendte komponister og kunstnere, mixtapes fra undervisere og studerende, nye lydværker skabt i projektuger, radiodokumentarer om konservatoriets kunstneriske forskningsprojekter, eller magasiner med fokus på brancheorienterede emner.
Første afsnit hedder 'The Wishlist' og er resultatet af en projektuge med adjungeret professor Thurston Moore.
Det er en collage af sange, digte og improvisationer fra et stort hold af studerende på tværs af RMC's forskellige uddannelser. Skabt henover en uge sammen med den amerikanske guitarist og komponist Thurston Moore, der er programmets vært. Han guider lytteren igennem det fragmenterede lydunivers og fortæller hvem og hvad, der lyttes til.
Lyt med herunder eller via din foretrukne podcast-tjeneste:
Om få uger følger andet afsnit af RMC Podcast: En portrætsamtale med adjungeret professor Barry Guy. Den britiske bassist og komponist var i København i efteråret for at øve og uropføre værket 'Hotshop' med et orkester bestående af studerende fra både RMC og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Optagelsen af koncerten i Brorsons Kirke bliver podcastens tredje afsnit, mastereret af studerende ved Musikproduktion på RMC.
For at styrke arbejdet med de fremtidige podcasts er RMC i gang med at etablere et professionelt radiostudie, som skal kunne bruges af både konservatoriets studerende og eksterne samarbejds-partnere. Mulighederne, som studiet tilbyder, skal være med til at rodfæste podcast og radio som fortælleredskaber på RMC og understøtte den stigende interesse for at afsøge forskellige lydlige formidlingsformer.