News
30.4.20

Gradvis genåbning for afgangsstuderende

Under kontrollerede forhold med stramme retningslinjer.

Torsdag 30. april er Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) gradvist genåbnet efter at have været fysisk lukket ned siden 12. marts som et led i myndighedernes bestræbelser på at begrænse smittespredningen af coronavirus (COVID-19) i Danmark.

Muligheden for igen at øve og bruge lokaler og faciliteter er underlagt stramme retningslinjer og gælder udelukkende de afgangsstuderende, der skal afslutte deres uddannelser i sommeren 2020.

Det er således kun bachelorstuderende på 3. år, kandidatstuderende på 2. år og soliststuderende på 2. år der har adgang, foruden op til fem undervisere ad gangen samt vagtpersonale.

Alle andre studerende og medarbejdere studerer og arbejder fortsat hjemmefra, og eksterne samarbejdspartnere kan stadig ikke komme ind på RMC.

Vagter sikrer, at kun afgangsstuderende og undervisere booket ind i lokalerne får adgang, og indenfor har konservatoriet taget en lang række initiativer efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer:

Blandt andet er adgangsvejene ændret, gange og trapper ensrettet, og fællesarealer lukket af. Der er sat begrænsninger på antallet af personer i alle undervisnings- og øvelokaler, lydstudier og koncertsale, og så er der indført procedurer for hygiejne og desinficering af inventar i forbindelse med anvendelse af faciliteterne.