News
2.7.19

Flere KUA-kræfter: Sharin Foo og Anders Mathiasen

To markante profiler tilføjes RMC's faste underviserhold i Kunstnerisk Udviklingsarbejde.

Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) har ansat sanger og komponist Sharin Foo og musiker og komponist Anders Mathiasen som adjunkter i faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA).

Faget udgør hovedfaget på konservatoriets uddannelser for musikere, sangere og komponister.

Sharin Foo tiltræder med markant international erfaring fra The Raveonettes og er selv uddannet sanger fra RMC.

Anders Mathiasen er guitarist, sanger, sangskriver, lydkunstner og digter i blandt andet projekterne Vessel og Murder. Han har hidtil været tilknyttet RMC som timelærer i Kunstnerisk Udviklingsarbejde og individuel projektvejledning.

Om Kunstnerisk Udviklingsarbejde

I de senere år har RMC arbejdet fokuseret med at styrke uddannelsernes kunstneriske profil og de studerendes kompetencer i forhold til at skabe nyt kunstnerisk indhold og innovative løsninger.

Konservatoriet har udviklet faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA), som nu udgør rygraden i uddannelserne af musikere og komponister og som centralt element i uddannelsen af musikproducere.

Faget har fokus på den enkelte studerendes kunstneriske proces og udvikler tillige den studerendes refleksion over kunstneriske metoder, resultater og kontekst. Faget fokuserer endvidere på den studerendes kompetencer i forhold til at skabe, udvikle og gennemføre kunstneriske projekter.

Faget baserer sig på viden fra Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (KUV) og drives primært af undervisere, som selv gennemfører KUV-projekter.