News
5.2.19

Effektevaluering: RMC udklækker mere interessante, mere relevante og mere mangfoldige kunstnere

Konservatoriet er godt i gang med at realisere sin vision for uddannelserne, konkluderer en ny uafhængig analyse.

Siden 2011 har Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) bevæget sig fra et traditionelt fokus på generel håndværksmæssig faglighed til i højere grad at være et læringssted, der tager udgangspunkt i den enkelte studerendes kunstneriske og innovative potentialer og ønsker.

De første bachelorer dimitterede fra de nye uddannelser i 2014 og de første kandidater i 2016.

Nu konkluderer en ny effektevaluering, foretaget af Pluss Leadership blandt interessenterne i RMC’s omverden, at den valgte retning er særdeles hensigtsmæssig og matcher den samfundsmæssige udvikling: 

Samlet set er RMC godt i gang med at realisere sin vision og arbejder i en relevant, perspektivrig og langtidsholdbar retning i tråd med det aktuelle og fremtidige arbejdsmarkeds og kulturlivs behov.

De nye studerende og dimittender fra RMC vurderes at være mere interessante og attraktive for aftagerne end før, og deres kompetencer svarer i højere grad end tidligere til mulighederne på det hastigt forandrede og dynamiske arbejdsmarked for rytmisk samtidsmusik.

”Med denne rapport får vi en vigtig indikation på, at kursskiftet på RMC rent faktisk har haft den positive effekt, som vi håbede på. Det betyder meget for os, at centrale aktører i musikliv og musikbranche vurderer, at vi i højere grad end tidligere gør en forskel for vores kunstform. Det giver blod på tanden og energi til at tage de næste vigtige skridt,” siger rektor Henrik Sveidahl.

Mere synlige resultater

Ifølge rapporten formår professionelle musikere, komponister, musikproducere og music managers uddannet på RMC i højere grad end tidligere at bidrage til udvikling af nyt kunstnerisk indhold.

De fylder mere på den danske scene for rytmisk musik – og det er på en mere mangfoldig musikscene end før fokusskiftet, hvor de i overvejende grad var synlige og skabte resultater inden for jazzområdet.

For at give en bredere vifte af talentprofiler og udtryksformer mulighed for at blive optaget på konservatoriet, har RMC ændret optagelsesproceduren, så der er langt mere fokus på det kunstneriske frem for primært det håndværksmæssige. Det har ifølge rapporten resulteret i en større kreativitet og udtryksmæssig diversitet blandt de studerende på RMC.

For at de færdiguddannede i øget omfang kan bidrage til kunstnerisk udvikling og innovation er der på konservatoriet kommet mere fokus på både det skabende og det performative, med store råderum for den enkelte i forhold til at definere og gå sine egne kunstneriske veje med musikken. Ifølge analysen betyder det, at flere af de studerende starter på uddannelsen med en større modenhed og skaber et mere dynamisk og eksperimenterende studie- og produktionsmiljø på konservatoriet.

”Men vi er ikke i mål endnu, og skal de kommende år blandt andet gøre endnu mere for at udfolde det tværkunstneriske felt og løfte musikpædagogikken,” siger rektor Henrik Sveidahl.

 

Om Rapporten

Download effektevalueringen HER
Effektevalueringen er udarbejdet af analyse- og managementrådgivningsvirksomheden Pluss Leadership i efteråret 2018.
Den bygger på anonymiserede interviews med interne og eksterne interessenter, herunder nøglepersoner og beslutningstagere fra faglige organisationer, branche- og genreorganisationer, musikmedier og aftagere.
Aftagere er virksomheder og organisationer, der er væsentlige i forhold til at rekruttere RMC’s studerende og dimittender: eksempelvis musik- og produktionsselskaber, festivaler, spillesteder, musikskoler samt høj- og efterskoler.