News
6.9.17

Rytmiske og klassiske komponister i fælles symfoni

Oplev 'When I Will b No More': Et møde mellem RMC og DKDM's sangskrivere, komponister og symfoniorkester.

Det tilbagevendende symfoniske koncert-møde mellem studerende fra de to københavner-konservatorier tager i år form som ét sammenhængende værk. 

Sangskrivere og komponister fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) har i samarbejde skabt symfonien 'When I Will b No More', der uropføres i DKDM's Koncertsal søndag 24. september kl. 15.

Der er gratis adgang til koncerten, der tager publikum med på rejse gennem en digital livscyklus. En rejse, der udvider symfoniorkestrets potentiale i en kombination af lyd, sang, tekst og video.

I den smukke koncertsal i det gamle radiohus ledsages DKDM's Symfoniorkester af spoken word, basdroner, computer-stemmer, elektrisk guitar og et 16-mand stort kor. Undervejs projiceres videoindslag, såkaldte vlog’s, op på storskærm ved siden af orkestret.

En rejse i fem kapitler

Symfonien'When I Will b No More' udfolder sig over fem kapitler, der hver repræsenterer et stadie i en digital livscyklus:

I første kapitel underskrives den klassiske “end user license agreement” eller “terms of service”, hvor personlig data gives væk til fordel for en gratis service.

I andet kapitel udfolder det digitale liv sig gennem en livsupdate, hverdagens aktiviteter deles, postes, likes.

I tredje kapitel rammer virussen, det digitale liv dekonstrueres i et virvar af fragmenter.

I fjerde kapitel forberedes det digitale efterliv: "hvad skal der ske med min data, hvis jeg dør?”.

I femte kapitel er mennesket bag data'en forsvundet, og det er kun det fragmentariske efterskælv fra virussen, der står tilbage.

Virus i symfoniorkesteret

De fem kapitler er bundet sammen af vlog’s, der kommenterer på musikken og omvendt. Flere af tekststykkerne er taget direkte fra internetfora, spam-mails og statusopdateringer, og symfoniens tematikker udtrykkes direkte i lyd:

Hvordan ville et symfoniorkester eksempelvis reagere, hvis det blev ramt af en virus?

De medvirkende komponister og sangskrivere fra de to konservatorier er: Villads Klint (RMC), Nikolaj Paakjær (RMC), Tobias Kropp (RMC), Anders Skibsted (RMC), Anders Hjernø (RMC), Esben Nordborg Møller (DKDM), Rob Durnin (DKDM), Anna Nikolova (DKDM) og Finnur Karlsson (DKDM).

De har arbejdet både som én stor gruppe og på kryds og tværs i mindre grupper.

Klik her for Facebook-eventen.