RMC er med på Grasp

Festivalen for nye idéer har kunstnerisk medborgerskab på programmet.
22. Sep 2021
News

Der er kunst, forskning, fællesskab og aktivisme på plakaten, når den nye festival GRASP i november slår dørene op til cirka 70 arrangementer fordelt over tre dage i Roskilde.

Tidens store udfordringer med klimakrise og social ulighed tages under behandling af forskere, kunstnere og praktikere fra ind- og udland, der samtidig vil involvere festivalgæsterne aktivt i løsningsorienterede perspektiver på emner som kunstnerisk medborgerskab, aktivistisk byudvikling og bæredygtig innovation.

Netop kunstnerisk medborgerskab er et væsentligt forskningsområde på Rytmisk Musikonservatorium (RMC), som blandt andet står bag det nystiftede internationale forsker-netværk CReArC (Copenhagen Centre for Research in Artistic Citizenship) - se mere info her.

Og til den første udgave af GRASP har RMC kurateret en eftermiddag om emnet:

Det er torsdag 18. november kl. 13-17 under titlen 'Artistic Citizenship in a global perspective'.

Andre RMC-indslag på GRASP tæller professor Maria Westwall og lektor Henrik Marstal, der præsenterer deres forskning til 'Music and community', samt lydkomponisten Lars Greve, der med 'Resonating rooms' hver dag under festivalen udforsker det resonerende rum i en ni meter høj dome-konstruktion, et projekt der udspringer af hans kunstneriske udviklingsvirksomhed (KUV) på konservatoriet. 

Hvor nye idéer kan opstå

"Vi kalder det en festival for nye idéer, fordi forskere, kunstnere, studerende og nysgerrige deltagere kan lære rigtig meget nyt af hinanden. Corona-pandemien har vendt op og ned på vores hverdag, og klimakrisens omfang er for alvor gået op for de fleste. Lige nu kalder verden på helt nye idéer, og en tværfaglig vidensfestival fyldt med nysgerrige og videbegærlige deltagere er netop et sted, hvor nye idéer kan opstå og inspirere til forandringer," siger Signe Lopdrup, administrerende direktør for Roskilde Festival, der står bag GRASP i samarbejde med Roskilde Universitet, Roskilde Kommune, Roskilde Festival Højskole og Ragnarock.

I vidensfestivalens netværk indgår, foruden RMC, også forsknings-, kultur- og formidlingsinstitutioner som Museet for Samtidskunst, Professionshøjskolen Absalon, Musicon, Gimle og Roskilde Bibliotekerne. Partnerne har sammensat programmet på baggrund af deres fagområder og bygger på den måde en ny bro mellem kultur, kunst og forskning.

Oplevelserne på GRASP foregår inden- og udendørs i den kreative bydel Musicon beliggende i den sydlige del af Roskilde.

Få overblikket over workshops, debatter, talks og kunstoplevelser på graspfestival.dk.

logo for grasp festival

GRASP 2021

GRASP finder sted 18.-20. november i Musicon i Roskilde.

 

Partoutbilletter koster 995 kroner, mens endagsbilletter er tilgængelige for 500 kroner. Studerende kan købe partoutbilletter for 600 kroner og endagsbilletter for 300 kroner.

 

Billetter købes via festivalens hjemmeside.

 

Læs mere på graspfestival.dk