Nyhed
11.10.18

Oplev Løkkegaards musik for det indre øre

Brugerindragende udstilling afslutter komponist Niels Lyhne Løkkegaards kunstneriske forskningsprojekt på RMC.

En uge i oktober forvandles koncertsalen på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) til udstillingen 'Into Utopia'. Her inviteres publikum ind i et utopisk lydlandskab, hvor det er op til den enkelte, at grave en indre lydverden frem.
'Into Utopia' er 22.-26. oktober 2018 resultatet af 'Musik for det indre øre'. Et projekt indenfor kunstnerisk udviklingsviksomhed (KUV) på RMC, hvor komponist, lydkunster og adjunkt Niels Lyhne Løkkegaard har undersøgt, hvordan han kan skrive værker, som lytteren selv skal forestille sig.
På udstillingen præsenteres en række af Løkkegaards værker, som spænder fra lydinstallationer uden fysisk lyd til imaginære lydoplevelser af grafisk tegnet lyd. Lytteren bliver således skaber af forestillede værker – den ultimative brugerindragelse.
Niels Lyhne Løkkegaard har i en årrække arbejdet med imaginær lyd, sonisk potentialitet og kuratoriske non-events: 
”I mødet med musik har mange sikkert prøvet at gå til koncert og måske skamme sig lidt over sin oplevelse, fordi man fornemmer, at sidemanden bedre har fanget den. De her følelser af skam og usikkerhed, om man har ret til sin egen oplevelse, vil jeg gerne pille ved. Når musikken foregår for det indre øre, som det giver mening for den enkelte, bliver lytteoplevelsen også uangribelig og blottet for skam – et møde med musik, der ikke kan være forkert.”
Klik her for at læse mere KUV-projektet ’Musik for det indre øre’
Niels Lyhne Løkkegaard giver sin afsluttende præsentation af projektet på RMC mandag 22. oktober kl. 15-18 (se mere her) efterfulgt af fernisering på udstillingen 'Into Utopia' kl. 18-19.
Udstillingen er derefter åben 23-26. oktober fra 11-15. Der er gratis adgang og alle er velkomne (se mere her).
Projektet ’Musik for det indre øre’ er støttet af Kulturministeriets Pulje for Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed.