Anderskov blog 12: Konklusion

Pianist og komponist Jacob Anderskov er nået til vejs ende med sit kunstneriske udviklingsvirksomhedsprojekt 'Habitable Exomusics'.
21. aug. 2015
Blogindlæg

Projektet sammenholdt med problemstillingen

Her ved afslutningen af hele projektet er det naturligt at kigge tilbage på den oprindelige projektbeskrivelse og problemstilling. Jeg skrev i efteråret 2013 bl.a. i ansøgningen:

”Jeg vil i dette projekt forsøge at forene definerbare struktureringsprincipper med den praktisk/intuitive realitet, der ligger i at være improvisator.

Jeg mener at det er netop dette jeg har gjort: Forenet definerbare struktureringsprincipper med den praktisk/intuitive realitet som improvisator.

Som et konkret svar på problemstillingen, og med henvisning til de fremlagte formidlings-tekster, ikke mindst 'Habitable Exomusics Analysis', vil jeg sige at det har været muligt i overraskende høj grad at fastholde de principper jeg har arbejdet med som udgangspunkter for en posttonal improvisationsmusik. Og at der i analyse-teksten ret konkret demonstreres hvilke principper jeg er kommet mest i mål med. Jeg synes også at der som lovet er blevet udpeget nogle yderområder for mulige sprog og mulige grammatikker, som alle er enkle nok til – med den nødvendige mængde forberedelse – at kunne anvendes i improvisation. Jeg mener desuden at alle de valgte strukturer og strategier har været dybt forankret i min egen praksis, samtidigt med at de har muliggjort en fornyelse og udvidelse af mit musikalske sprogs grammatik.

...

Om forløbet

Overordnet resulterede nogle forskydninger mellem fasernes rækkefølge i en bevægelse som jeg fra starten havde forsøgt at undgå, hvor der først er en kunstnerisk aktivitet, og derefter en refleksion og formidling omkring aktiviteten. En bevægelse som til dels står i modsætning til ønsket om en sammensmeltning af disse to dimensioner. Men jeg havde igennem hele projektet en meget stærk fornemmelse af et behov for tilstedeværelsen af en stærk kunstnerisk proces. Uden denne proces ville refleksionerne om processen være aldeles meningsløse. Derfor har jeg svært ved at se at det kunne have være gjort anderledes. Jeg håber at fremtidige kunstneriske udviklingsvirksomhedsprojekter får lov til og mulighed for i en lignende grad, på deres egne præmisser at insistere på sundheden i den kunstneriske praksis som det hele drejer sig om.

...

Præsentationsformerne har holdt sig helt og holdent til det planlagte:

”Hybrid præsentation:

-Kunstnerisk produkt: Album & koncert.

-Mundtlige præsentationer på bl.a. RMC

-Website (lyd, noder, videointerview, tekst, samt blog løbende i projektet). ”

I skrivende stund ønsker jeg at finde frem til en anden og mere grafisk overskuelig måde at repræsentere det samlede projekt-overblik på, som lige nu kun findes samlet på min egen hjemmeside. Dette oversigtsmateriale vil først kunne omstruktureres efter den offentlige præsentation d. 25. august. Derudover tænker jeg til den tid at tilføje en kortere skriftlig epilog, som naturligt vil kunne inddrage nogle af de perspektiver som kommer frem i forbindelse med den offentlige præsentation.

...

Placering og bidrag i forhold til fagområdet

I kulturministeriets krav til afrapporteringen ønskes der en redegørelse for ”placering af egen kunstnerisk praksis i forhold til eget fagområde nationalt og internationalt” samt for ”hvordan projektet bidrager til udviklingen inden for fagområdet”.

I den forbindelse, i det omfang det ikke er fremgået tidligere, vil jeg forsøge at beskrive projektets placering inden for dimensionerne:

  • Musik & æstetik

  • Research & teori

Placering i forhold til fagområdet, musikalsk/æstetisk:

Musikken i projektet forholder sig til blandt andet:

  • Paul Bley, Andrew Hill, John Coltrane & Keith Jarrett – men er mere konsekvent atonalt.

  • Cecil Taylor, Alexander von Schlippenbach, Sten Sandell – men er mere motivisk (og mindre stokastisk).

  • Muhal Richard Abrams, Sun Ra – men med en noget anden type abstraktion

  • Bela Bartok, Igor Stravinsky, Arnold Schönberg – men med en meget større åbenhed overfor fortolkning, og en helt anden rytmik,

  • Morton Feldman, Tristan Murail & Per Nørgaard – men med mere fysik i lyd og rytmik,

  • Anton Webern – men mindre fortættet

  • Benoit Delbecq – men med mere gravitation i puls-fornemmelsen,

  • Django Bates – men mindre funktionsharmonisk,

  • Steve Coleman, Vijay Iyer & Rudresh Mahanthappa – men mere transcendent i koncepterne,

  • Jason Moran – men er mere luftigt I klangen, og mindre forankret i jazztraditionen,

  • Craig Taborn – men med mere irrationelle rytmiske fraseringer, et bredere/løsere beat, og en højere graad af motivisk/narrativ kontinuitet.

  • ECM’s lyduniverser – men med mere fysik i klangen, mere krop i trommelyden, og mere ligeværdig dynamisk balance mellem instrumenterne.

Placering i forhold til fagområdet indenfor Artistic Research:

Jeg har forsøgt at finde en balance mellem det specifikt tekniske/teoretiske, det konstant skabende, og det overordnet reflekterende, en type af balance som jeg ikke er stødt på før. Her tænker jeg især på forsøget på at dele en ret omfattende, næsten rendyrket musikteoretisk tekst med offentligheden, samtidigt med at jeg har skabt ny musik ud fra de beskrevne tankegange. Det tætteste slægtskab jeg er stødt på er til Håkon Thelins ”Multiphonics on the double bass”, fra det norske Artistic Research-program (2011). Andre beslægtede projekter, som dog indtil nu ikke har gået lige så langt i den konkret-teoretiske detaljeringsgrad i den offentlige formidling, kunne være Torben Snekkestad’s ”The Poetics of a Multiphonic Landscape” og Joe Morris’ ”The Properties of Free Music”.

Musikteoretisk, så indskriver den tilhørende teoritekst sig i en type af tekster som rækker tilbage til bøger som ”Twentieth-Century Harmony: Creative Aspects and Practice” af Vincent Persichetti, “The Music of Bela Bartok: A Study of Tonality and Progression in Twentieth-Century Music” af Elliott Antokoletz, og “The Structure of Atonal Music”, by Allen Forte. Men med et helt andet sigte, nemlig det improviserende. Og helt uden det objektiverende sigte de førnævnte udgivelser har.

Der er også et vist type-slægtskab til en række tekster af Arnold Schoenberg, Anthony Braxton, Igor Stravinsky, Steve Coleman & Steve Lacy om deres egen musik – men ingen af dem helt med en tilsvarende vinkling. Dog vil jeg åbent indrømme at litteraturlæsning ikke blev en nær så central del af min praksis i løbet af projektet som jeg havde forventet. Dette valg skete ud fra en helt bevidst overvejelse om at der skulle være en proces at reflektere over før refleksionen over kunsten bliver interessant. Hele Artistic Research området er et helt nyt felt i Danmark, og jeg havde – også internationalt – svært ved at få øje på eksempler til efterlevelse i forhold til især balancerne mellem teori og praksis, kunstneriske aktiviteter og læsning af filosofisk litteratur, etc., - balancer som vægtes meget forskelligt i hvert af vores nabolande. Jeg har helt bevidst forsøgt at bane en vej hvor der skabes tilstrækkeligt med plads til selve den musikalsk/kunstneriske praksis indenfor kunstnerisk udviklingsvirksomhed, uden at det annullerer en dybtgående refleksion i projektet.

...

Refleksion over proces og metode

Vedrørende mine valg af metoder i projektet, vil jeg som opsummering af de tidligere tekster i projektet (især blog-indlæggene), sige at mine metoder kan oplistes sådan her:

Mapping / Generalisering. Kortlægning af allerede eksisterende aktiviteter.

Mapping / Hypostasering. Mapping af endnu ikke skabte værker, eller af mulige værker.

(Ordet “hypostasere” betyder egentlig en (fejlagtig) antagelse af, at noget, der blot eksisterer for tanken, også eksisterer i den objektive virkelighed. Men jeg har valgt at se det som et kreativt greb: som den kreative aktivitet gående på at skabe noget ud fra antagelsen af at det teoretisk kunne findes. Når jeg har valgt denne betegnelse er det også fordi ordet med sin bibetydning ”en overdreven objektivering” selv antyder de falgruber som der kunne være i denne type proces).

Katalogisering – som et forsøg på at udtømme et mulighedsfelt. At udfylde kortet over de uopdagede områder med kunstneriske aktiviteter – måske endda produkter.

Bevidst osmose. (Udfra erkendelsen af at materiale som opstår improviseret, ofte ikke kan opstå udfra en ideel beslutning om hvad man ønsker skal opstå, så skabes der i stedet en række aktiviteter i kunstnerens daglige praksis, som sikrer at de elementer man ønsker skal opstå i det intuitive øjeblik, faktisk melder sig som naturlige indskydelser.

Iterative processer / ”The Feedback Loop”. Især i forbindelse med min forberedelser til solo indspilningen, men dybest set som en gennemgående cyklus i hele projektet.

Spejling i feltet. Mine interviews med internationale kollegaer.

De ovennævnte metoder er alle blevet nærmere beskrevet i bloggen eller teori-teksten. Jeg mener at de har været yderst brugbare alle sammen, og at deres eventuelle begrænsninger ikke ligger i den konkrete metodik, men i et mere generelt eller kosmisk metaspørgsmål om hvorvidt det overhovedet er optimalt at kaste et så skarpt lys som dette på nogle hypersensitive processer, uden at risikere at svitse magien væk.

Dette er et helt centralt spørgsmål i projektet, og i mange lignende projekter, men det kan knapt diskuteres indenfor det rationale som spørgsmålet befinder sig i. Det handler om spørgsmål om kunstnerisk intuition overfor projektbaseret arbejde. Om sansninger overfor metodologier. Om kreativitetens forhold til den hyperartikulerede sprogliggørelse, som ofte forekommer indenfor Artistic Research.

Kan vi sprogligt beskrive intuitionens livtag med (eller kamp mod) rationaliteten uden ENTEN at benytte (og dermed forudsætte) netop den type af sproglig rationalitet som vi er ved at sætte spørgsmål ved ELLER fortrække over i en metaforik som gør diskussionen til et digt om den romantiske inspirations unikke egenskaber?

...

Jeg ved det ikke. Men jeg vil besvare det som en erfaring, og dermed kun specifikt indenfor dette projekt: Jeg føler at jeg igennem projektet, baseret på en række ret klart definerede arbejdsdogmer, har udvidet og fornyet mit musikalske sprog indefra. Og så vidt så godt. Men jeg vil ikke udelukke at dette kunne være sket på andre og lige så interessante måder, hvis den samme tid og energi var blevet kastet efter nogle endnu mere intuitive processer. Dermed nærmer vi os næste afsnit:

Refleksion over projektets resultater

Som projekt betragtet synes jeg i høj grad at dette forløb har opfyldt de mål jeg havde. De offentliggjorte tekster forholder sig overordnet til de problemstillinger jeg havde.

Hvordan kvaliteten af det kunstneriske produkt er, mener jeg at jeg må være den sidste der kan vurdere. Men i en samtale med nogle af mine gode kolleger få dage før dette skrives, nåede jeg frem til en formulering som beskriver min følelse af musikkens kvaliteter. Jeg sagde at jeg tror at de tre albums er på niveau med mine andre udgivelser, hverken meget svagere eller stærkere. Og at jeg således ikke føler mig overbevist om at der er et kvalitativt kvantespring. Dog, så mener jeg at det er lykkedes mig at forny mig selv mere end jeg normalt ville gøre indenfor en tilsvarende tidsramme ( 1½ år på halv tid). Og, ikke mindst, at dybden og omfanget af den tilhørende refleksion ikke kunne have været den samme hvis ikke dette projekt var født med refleksionsdimensionen – uagtet at jeg har tænkt tilsvarende typer af tanker i tidligere projekter, udenfor den officielle KUV-ramme.

Jeg er endt med 3 albums som jeg opfatter som ligeværdige dele af samme større udsagn. Oprindeligt havde jeg forestillet mig en kulmination når jeg nåede til sidste indspilning, men af forskellige grunde ser jeg nu mere udgivelserne som sideordnede. For eksempel er det mest gennemstrukturerede udsagn trilogiens volume 1, 'Kinetics'. Da jeg først fik ideen til den endelige forekomst af trilogiens enkeltelementer, opfattede denne bevægelse fra struktureret værk til dokumentationer af improvisations-praksisser som en lidt tvivlsom bevægelse, som ikke havde den rette type romantisk macro-narrativ over sig. Men jo mere jeg tænker over det, finder jeg ikke blot fred men nærmest glæde ved at de gennemarbejdede elementer kommer får de frie. Fuldstændigt som i den tidlige jazz, hvor temaet kommer først og fungerer som springbræt for den efterfølgende improvisation, så kommer 'Kinetics' her til at fungere som det komponerede strukturforlæg som de to efterfølgende albums udspringer af.

Det er også en måde at anerkende den gæld som al musikken her i sidste ende har til jazzen.

...

Set fra et lidt højere luftlag, vil jeg sige at jeg er kommet overens med at projektet så at sige har en ”ret svag verdensvendthed”. Det handler om fænomener inden i musikkens basale grammatik, og ikke særlig meget om hvordan musikken rammer lytteren, eller hvordan det omkringliggende samfund vil opfatte produktet i for eksempel stilistisk henseende.

Overvejelser om publikums oplevelsesrum har været mindre naturligt indbagte i projektets ambitioner end mange af de andre dimensioner som er blevet diskuteret indtil nu.

I forlængelse af min brug af ordet ”hypostasering”, som jeg egentlig ikke opfatter som et særligt positivt ord, vil jeg sige at jeg opfatter de ”objektiverende” tendenser i projektet som både definerende for projektets identitet, og for dets eventuelle svagheder.

Jeg har tidligere omtalt de stærkt eksponerende refleksions-aktiviteter som delvist i modsætning til den kunstneriske intuition. Men jeg vil gerne fastslå at jeg opfatter det sådan at der har været masser af plads til intuition i hele projektet, jeg har bare ikke ladet hele projektets forløb vokse ud af intuition, men derimod taget en række afgørende beslutninger så tidligt i ansøgningsprocessen at de ikke kunne komme ud af en dyb intuitiv sansning. Det opfatter jeg ikke nødvendigvis som en svaghed. For til trods for at jeg ikke tror at jeg ville fortsætte med at spille musik hvis jeg ikke længere følte mig intuitivt inspireret, så vil jeg gerne indrømme at jeg opfatter inspiration som et af de mere uforpligtende eller letkøbte ord som sættes på skabelsesprocessen. Inspiration er oftest noget der sker efter at man er begyndt at arbejde. Og jeg har mange erfaringer med at de kunstnere som snakker mest om inspiration ikke nødvendigvis er dem der laver den mest inspirerede musik. Jeg husker tydeligt en samtale jeg havde med Paul Bley for omkring 10 år siden hvor han sagde at intuition ”var noget af det sidste man kunne basere sin musikskaben på”. Som sagt: dette handler ikke om at inspirationen har været fraværende i projektet, den er tværtimod opstået rigtigt mange gange – det er bare ikke dér mine aktiviteter er startet. Dette risikerer dog at åbne en diskussion som jeg tror hører mere hjemme udenfor projektet, og jeg forlader den derfor her.

...

Afrunding

Jeg indså under min kortlægning af mine egne metoder (om ikke før), at jeg længe har haft en svaghed for kataloger. Ligesom J. S. Bachs værker kan ses som kataloger over f.eks. tonearter (Wohltemperiertes Klavier), kirkeåret (koralerne), fuga-teknikker (kunst der fuge) og over afstande mellem stemmerne i en kanon (Goldbergvariationerne), så havde jeg efterhånden lavet en række udgivelser som havde en klart katalogisk struktur – eller i det mindste en katalogisk ambition. Min ”på dansk” var (bl.a.) et katalog over årstider eller måneder i det danske klima, udtrykt gennem højskolesangsbogsmateriale. Anderskov Accident’s ”Unity of Action” var et katalog over berømte irrationelle tal og deres mulige anvendelse i rytmik, primært π, φ, e & √2. “Granular Alchemy” var et (om end ufoldkomment) katalog over elementer, arketyper og landskabs-typer. Og så videre.

I et af de mere modstandsfyldte øjeblikke I løbet af Habitable Exomusics projektet, indså jeg pludseligt at jeg nu var ved at lave et katalog mere, men denne gang over min egen musik, dvs over mig selv, og i et målestoksforhold lovlig tæt på størrelsesforholdet 1:1. Det var netop dér jeg opdagede analogien til filmen ”Being John Malkovich”, hvor alle mulige mennesker kan komme ind i John Malkovich’ hoved, med bizarre konsekvenser, men hvor handlingen først for alvor bliver absurd da John Malkovich selv træder gennem den dør som fører ind i hans eget hoved. - Et katalog over katalogerne? At psykoanalysere sig selv?

Jeg tænkte da som nu, at dette projekt snart nærmer sig enden af vejen. Men også at enhver konklusion på hvad der ligger inden for et kunstnerisk sprog forhåbentlig er forældet i samme øjeblik den er erkendt. For kan man overhovedet definere et kreativt sprogs grænser uden at historificere udtrykket? Hvis sprogets grammatik står klart for den talende, kommer udsagnet så stadig det samme sted fra som da sproget opstod? Jeg trøster mig med at min mission mere har været at udvide mit sprog end at erkende dets grammatik som en uforanderlig størrelse.

Mange af mine helte lavede deres mest interessante musik før deres sprogs grænser var helt erkendt af dem selv. Omvendt vil jeg sige at de allerstørste af dem har været i stand til kontinuerligt at forny udtrykket, selv når andre havde luret og imiteret hvad de gjorde sidste år.

Jeg vil profetere at samtidigt med at de opståede ensembler, kompositioner og tankegange i dette projekt kommer til at have et fortsat liv efter udløbet af projektperioden, så kommer mine kommende udgivelser til at gå i helt andre retninger.

Habitable Exomusics universet var én gren på det større træ, som udgør min musik lige nu. Der vil også i nær fremtid komme andre projekter som er langt mindre teoretiske, mindre pianistiske, måske mindre komplekse rent tonalt, og i hvert fald mindre optaget af definerbare (pitch-) materialer.

 

to be continued

(eller)

now to something completely different.

 

August 2015,

Jacob Anderskov

Om 'Habitable Exomusics'

Det fulde overblik over projektets indhold - de kunstneriske produkter, album-trilogien, afholdte koncerter, audio- og video-links, analysetekster, node-eksempler, etc.

Om Jacob Anderskov

Jacob Anderskov er pianist, orkesterleder og komponist.

 

Han har udgivet over 25 albums som bandleder.

 

Han har modtaget adskillige priser, senest Årets Jazz Komponist 2013 til Danish Music Awards Jazz.

 

Jacob Anderskov er selv uddannet fra RMC i 2002 og har siden 2012 været ansat som lektor.

KUNSTNERISK UDVIKLINGSVIRKSOMHED

I Kulturministeriets definition er kunstnerisk udviklings-virksomhed en integreret del af en kunstnerisk proces, der fører frem til et offentligt tilgængeligt resultat og ledsages af en refleksion over såvel processen som præsentationen af resultatet.